Redaktionel note: Følgende artikel skal på ingen måde anses som en opfordring til at eksperimentere med narkotika og andre ulovlige stoffer. Redaktionen fraråder generelt anvendelse af disse. Men vi fraråder også statslig indblanding på området, og det er dét denne artikel handler om.
_______________________________________
Det politiske og medieskabte hysteri om stoffer minder om 50’ernes forsøg på at stoppe unge i at ryge cannabis. Et godt eksempel er en film som “Reefer Madness”, der bl.a. forsøger at overbevise unge om, at de vil blive volds-kriminelle, homoseksuelle sexgalninge uden respekt for autoriteter, hvis de ryger cannabis – oven i købet med risiko for dødelig udgang. Men den medicinske fare ved de ulovlige stoffer (heroin, morfin, opium, ecstasy (MDMA), amfetamin, kokain, hash, LSD, osv.) er overdrevet i medierne – specielt hvis de sammenlignes med allerede medicinsk anvendte stoffer.
Anvendelsen af stoffer i statslige institutioner
Der er intet belæg for, at de er farligere i medicinsk øjemed i forhold til de nye stoffer medicinalindustrien allerede fremstiller som erstatninger til disse. Der er udgivet en hel del kritiske bøger om de statsligt anvendte benzodiazepiner generelt som fx Eve Bargmann, Sidney Wolfe, og Joan Levins bog “Stopping Valium: And Ativan, Centrax, Dalmane, Librium, Paxipam, Restoril, Serax, Tranxene, Xanax.” New York :Warner ,1982 og “Psychiatric Drugs: Hazard to the Brain” New York : Springer, som er en dybdegående analyse af effekten af lovlige stoffer brugt i psykiatrien. Der har endda været en senatshøring i USA d.10 september 1979, Hearings Before the Subcommittee on Health and Scientific Research of the Committee on Labour and Human Resources. Use and Misuse of Benzodiazepines (Valium , Librium, and Other minor Tranquillizers). Dette er måske den vigtigste historiske dokument om emnet.
Kritikken af de statsligt anvendte stoffer går bl.a. ud på, at de kraftige bivirkninger fra disse stoffer og den reelle fare for afhængighed er så stor, at det overskygger den terapeutiske værdi, idet patienterne bliver narkomaner med alvorlige irreversible hjerneskader ved længerevarende brug. I nogle tilfælde som Xanax, et meget populært præparat i 80’erne, havde så alvorlige bivirkninger, at firmaet som producerede den, Upjohn, ikke engang kunne klare FDA’s, (det amerikanske fødevare og medicin ministerium), 8 ugers test. Så de reklamerede med de resultater, de havde på de første 4 uger, da forsøgspatienterne efter 8 uger havde alkohollignende bivirkninger som sløret tale og ødelagt koordinationsevner, og når de holdt op, havde de abstinenser som mindede om kroniske alkoholikeres abstinenssymptomer. Dertil kom, at selv efter 4 uger havde de fleste forsøgspersoner abstinenssymptomer og forværring af deres tilstand.
Hvor vil jeg så hen med det? Skal man bare lade disse personer lide, fordi man ikke har et bedre alternativ? Opium virker lige så godt som benzodiazepiner, det er et hypnotisk sedativ, som virker angstdæmpende. En af grundende til, at man ikke bruger opium, er alle de historiske dårlige erfaringer man har med afhængighed af stoffet. Men stoffet har få bivirkninger, som at det er svært at skide og man bliver høj af det. Det er da bedre end irreversible hjerneskader, og det er måske nemmere at kvitte end Xanax. Det sidste ved jeg ikke, men de er ihvertfald lige vanedannende. Min egen teori er, at vores kristne puritanske kulturarv, gør os til stærke modstandere af, at man nyder og er høj af sin behandling.
Anvendelsen af terapeutiske stoffer
I dag bruger man benzodiazepiner til behandling af alkoholikere og andre misbrugere, Det er da lidt skørt at afvænne en afhængig med et andet vanedannende og stærkt skadeligt stof. Her kommer LSD, Ketamin og andre psykedeliske stoffer ind, som bedre alternativer.
Den kendte psykoterapeut, Stanislav Groff’s, succesfulde LSD-behandling af heroinmisbrugere er veldokumenteret og han er respekteret blandt psykologer. Hvis man syntes, han er en hippie, så findes der i dag mange lignende forsøg kørende bl.a. i England og USA, hvor forskere har fået lov til at afprøve psykedeliske stoffer til behandling af bl.a. kokain- og alkoholmisbrugere med stor succes. Disse stoffer har meget få bivirkninger, når behandlingen udføres af professionelle terapeuter. Lignende forsøg blev udført med MDMA (ecstasy) ligeledes med gode resultater i 80’erne, før de blev ulovlige, fordi det kom ud på det illegale marked – samme historie som LSD.
MDMA har endda vist sig at være et af de bedste værktøjer til psykoterapeutisk behandling. Stoffet kan spare terapeuten adskillige timer, da patienter hurtigere bliver empatiske og åbner sig fuldstændig overfor terapeuten. Her kan jeg kraftig anbefale bogen “Ecstasy The MDMA Story” Af Bruce Eisner, udgivet af forlaget Ronin. Hvis man vil vide mere om den seriøse forskning af psykedeliske stoffer så gå ind på MAPS (Multidisciplinary Association for Psychedelic Studies).
De ulovlige stoffers relative skadelighed
Bedømmer man den medicinske fare vedrørende de ulovlige stoffer i forhold til alkohol og tobak, vil man hurtigt opdage, at de to sidstnævnte er langt de farligste. Samfundsmæssigt må man sige, at alle de hospitalsindlæggelser, der forekommer på grund af alkohol og tobak, er langt højere end de stoffer, der relaterer til alle ulovlige substanser tilsammen! Hvis man tilmed begynder at indberegne alle de biluheld og voldsager, der relaterer til alkohol, er forskellen astronomisk.
Det er naivt at tro, at vi på et givent tidspunkt får kontrol med narkoproblemet. Tag fx alle ecstasy-kampagnerne, der har kørt i massemedierne. De har vist sig at være uden virkning – tværtimod har de genereret en misbrugsstigning hos de unge. Hvorfor fastholder vi det samme traditionelle synspunkt – at ecstasy ikke må legaliseres – i lyset af den seneste viden til trods for, at formanden for Narkotikarådet (nedsat af Folketinget), Preben Brandt, anbefaler en total legalisering af ecstasy.
Formanden for de praktiserende læger udtalte i TV-avisen, at “heroin-narkomaner dør af deres livsstil (læs: stress), fordi de skal skaffe flere tusinde kroner om dagen – og ikke af selve heroinen”. WHO’s rapport om brug af koka og kokain i Andesbjergene viser, at brugen af koka-blade ikke er skadeligt. Tværtimod så lettes tilværelsen for befolkningen i og med at den tynde luft udnyttes bedre, fordi koka’en øger iltoptagelsen i cellerne.
Skyldes politikernes indgroede modvilje mod stoffer arrogant ignorance? Svaret må være ‘ja’. De ved ikke tilstrækkeligt om stoffers farlighed og virkning. De tror, at det er langt sikrere, at ukontrollerede substanser flyder rundt i samfundets yderkant, end at medicinalindustrien selv fremstiller disse under streng statsligt kontrol. Selv uden en stat ville virksomheder ikke risikere at miste kunder pga. dårlig/farlig kvalitet. Politikere ønsker altid at profilere sig politisk ved at lave simplificeringer og generaliseringer af komplicerede sammenhænge, at kræve en større indsats mod narko og krænkelse af civile rettigheder, og dermed yderligere grundlag for politistatstendenser.
De officielt godkendte narkomaner
Selvfølgeligt kommer spørgsmålet om staten ikke selv har et medansvar for ikke at gøre mennesker til narkomaner? Vi ved alle, at der allerede findes en hel del statsnarkomaner, som benytter sig af psykofarmaka (officielt 200.000 i Danmark). Det er velkendt, at hvis disse ‘narkomaner’ afbryder deres medicinske behandling, så vil deres tilstand forværres, da de er stærkt afhængigt af deres medicin. Det er åbenbart staten, der skal bestemme, hvem der skal være narkomaner?
Statsnarkomaner skal som regel tage bivirkningsmedicin til deres medicin, og i mange tilfælde skal de også have bivirkningsmedicin til deres bivirkningsmedicin (!). I visse tilfælde kan de komme op på hele 3 til 4 bivirknings-produkter blot for at udjævne skaderne af det første præparat. Jeg vil gerne understrege, at denne sammenligning ikke skal tjene til at sidestille narkomani og anvendelsen af stoffer i medicinsk øjemed. En sådan sammenligning anvendes ofte af personer, som ønsker et fortsat forbud mod narkotika. Sammenligningen er udelukkende medtaget her for at anskueliggøre det absurde i, at staten medvirker til at håndhæve et meget strengt forbud for visse stoffers vedkommende, mens andre stoffer mere end velvilligt anvendes i medicinsk forstand, selvom de statsligt anvendte stoffer ofte har alvorlige bivirkninger.
Årsagen til denne betænkelige forskel på lovgivningens syn på forskellige stoffer, som i kemisk og medicinsk forstand ligner hinanden til forveksling, skal måske findes i den gensidigt frugtbare symbiose, som psykiatrien og den farmaceutiske industri lever i. Måske er den tidligere naturlige adskillelse mellem psykiatere og medicinalindustrien, som skulle sikre en kritisk holdning til medicin, i dag mere eller mindre blevet udvisket, hvorfor der i stedet er blevet dannet et “farmaceutisk-psykiatrisk kompleks”, med en indbyrdes stærk økonomisk afhængighed? Der findes psykiatere som mener dette som fx den amerikanske læge, Peter Breggin, som har udgivet bogen “Toxic Psychiatry, Drugs and Electroconvulsive Therapy:The Truth and the Better Alterantives”.
Det er måske lige så sikkert at benytte de såkaldte ulovlige stoffer til medicinsk behandling. Men dette er svært at håndtere rent politisk, da det så vil bevise, at de forbudte stoffer er langt mere uskadelige, end man hidtil antog. Der er selvfølgelig en risiko ved al medicin – og man bør sammenligne faren ved et produkt med andre, for at kunne bedømme risikoen, en såkaldt “cost benefit analyse”. Ved en sådan analyse opdager man, at mange stoffers fare er stærkt overvurderede. Samtidig er man også nødt til at indrømme, at man har ført en forkert narkopolitik i mere end 50 år – og at indrømme sine fejl er desværre en veritabel umulighed i politik.
Hvem skummer fløden?
Hvem har gavn af den uvindelige kamp, der føres mod narko? Dét spørgsmål hører man sjældent i narkodebatten i Danmark – eller i andre lande for den sags skyld. Det er per definition de organisationer, der som opererer på den “forkerte” side af loven . Og siden narkotika er verdens tredje største ‘handelsvare’, så er der store penge at hente pga. kriminaliseringen af bestemte stoffer. På trods af mediernes ringe dækning af begivenheder i Syd- og Mellemamerika, er det et velkendt faktum, at mange af de paramilitære, fascistiske grupper, der aktivt støtter de diktaturer som sidder ved magten, har tjent milliarder af dollars på narkohandel.
Iran-Contra skandalen er et kendt eksempel. Derudover finansierer narkohandel i et globalt perspektiv paramilitære organisationer som UCK, PKK, de grå ulve i Tyrkiet, Taleban, dødspatruljer i Brasilien samt størstedelen af de organiserede kriminelle grupper, der nu engang findes. Fælles for de fascistiske politiske grupper, der benytter sig af narkohandel til at finansiere våbenkøb, er, at deres parlamentariske ligesindede er stærke modstandere af en narko-legalisering. Således kan de opretholde en undergrundsøkonomi, som ikke kan fjernes, så længe man undlader at legalisere de ulovlige stoffer.
Derfor bør man snart overveje, om man ønsker at disse narko-penge fortsat skal gå til at forstærke magtbasen hos samfundsundergravende terrorgrupper? Eller om man i stedet vil benytte dén enorme sum penge, man kunne få ved muligvis at beskatte de ulovlige stoffer, til at finansiere livsvigtige sektorer som fx hospitalsvæsenet? Jeg mener dog, at man (heller) ikke skal beskatte narko. I stedet ser jeg det som en mulighed for at skabe legale fredelige, produktive virksomheder, som kunne medvirke til at innovere mere sikre og bedre stoffer. Er det ikke stærkt umoralsk, at vi tillader et individ at bukke under, blot ved at stemple dette individ som kriminel, fordi vi ikke tillader ham at få adgang til de stoffer, han helt er afhængig af?
Forbud skaber informationsproblemer
Rent medicinsk er det uforsvarligt at tillade unge mennesker (der ikke kan stoppes med kampagner af nogen slags) at indtage stoffer, der for det meste er blandet op med skadelige substanser, blot for at forskellige led i forsyningskæden kan forøge deres ulovlige indkomst. Man bør som et minimum tillade brugere af narkotiske stoffer en chance for at få testet stoffets renhed på statsdrevne laboratorier eller på ‘Safe Houses’ ( som fx i Amsterdam). Her er endnu en mulighed for at skabe nye private virksomheder, vi behøver jo ikke staten til det. Se i øvrigt “Fødevaresikkerhed på et ureguleret marked”.
Lægerne er i dag ekstra magtesløse, når de skal behandle én der er kommet alvorligt til skade med et stof, når de ikke kan være sikre på hvad patienten har købt og indtaget på det sorte marked. Her er begrebet ‘forbrugersikkerhed’ mildest talt ikke-eksisterende. Prøv blot at forestille dig, hvor farligt det ville være, hvis fx æg blev ulovlige, da der med den nuværende kontrol af æg-produktionen er en konkret mulighed for at gribe ind over for sundhedsskadelige ægproducenter – hvor farligt ville det så tilsvarende være, at købe æg på det sorte marked.
Mediernes og eksperternes rolle
Og mediernes rolle i narkodebatten? Her tænker jeg især på ecstasy-debatten, der i hovedtræk har været fyldt med sensationsjournalistik og en gennemgående usaglighed. Der er blevet sagt mangt og meget om stoffet ecstasy, hvis korrekte navn er MDMA (en forkortelse for methylenedioxy-N-methylaphetamin). Stoffet er medicinsk uskadeligt, man kan ikke få en ‘overdosis af stoffet’ – kun ved overdreven indtagelse, den dødelige dosis er dags dato endnu ikke kendt, da den er så ekstrem høj at man ikke er i stand til at indtage så meget. Man kan igen gå ind på MAPS eller man kan købe bogen “From Chocolate to Morphine” af Andrew Well, MD & Winifred Rosen.
Den tidligere formand for regeringens Narkotikaråd, læge Preben Brandt sår ifølge Netdoktor.dk tvivl om de sidste par ugers ecstasydødsfald:
“Faktisk tror jeg ikke, at nogen direkte er død af ecstasy – stoffet MDMA – i Danmark”, siger han. Preben Brandt føler sig ikke overbevist om, at oplysningerne om ecstasydødsfaldene hviler på et korrekt videnskabeligt grundlag.
Jacques Gauguin støtter – også ifølge Netdoktor.dk – Preben Brandt:
“Hvor alkohol både dræber hele nerveceller i hjernen, som aldrig gendannes og blandt andet kan medføre livstruende leverskader, har ecstasy en meget mildere virkning på organismen. Nogle videnskabelige undersøgelser viser, at ecstasy ødelægger forbindelserne mellem hjerneceller, men de forbindelser gendannes, når man holder op med at tage stoffet”, siger han.
Det hævdes fra tid til anden, at ecstasy er en blanding af amfetamin, LSD og andre spøjse kombinationer. Det er usandt. Men ingen journalist har nogensinde betvivlet mange af de såkaldte “eksperters” udsagn. Der har faktisk været journalister (TV-2) der har sagt, at ‘en pusher solgte amfetamin og speed’, uden tænke over, at det er ét og samme stof! Mange sørgelige historier fortælles om forstyrrede unges misbrug og problemer med ecstasy. Præcis det samme tema kunne nemt flettes over alkoholproblemer og fodboldvold – med samme fatale resultat for den enkelte.
Seriøse undersøgelser viser, at de fleste velfungerende mennesker ikke får problemer med ecstasy og andre stoffer. Til gengæld går det oftest galt for unge, der i forvejen har personlige problemer. Man kan tage stoffer til rekreation eller for glemme, det er sidstnævnte tilfælde at det går galt. Lav et tankeeksperiment med alkohol, man kan drikke for nyde eller for glemme en traumatisk barndom. Førstnævnte nyder sin øl , sidstnævnte drikker indtil han bliver så fuld at han ikke kan tænke mere, da det er formålet og det gør han hele tiden.
Det er sandt, at visse personer har sagt at ecstasy er helt uskadeligt, men det gavner ikke altid debatten, at den ene ‘skole’ siger kommer med fjollede udtalelser om, at det er helt uskadeligt, og den anden kommer med mindst lige så fjollede udtalelser som fx ‘at ecstasy er som at springe en neutronbombe i hjernen’. For i det tilfælde, hvor to argumenter står skarpt over for hinanden, vælger de unge den forklaring, der passer dem bedst. Hvis man virkelig var interesseret i at gøre noget, så skulle man hellere vejlede de unge, om hvilke farer der er ved blandingsmisbrug af narkotiske stoffer, og hvilke simple forholdsregler man skal tage for at undgå ulykker.
De største farer ved stoffer
Der har ikke været nævnt mange gange (hvis det overhovedet har været nævnt i medierne), at de fleste ecstasy-dødsfald er alkoholrelaterede eller er forårsaget på grund af manglende væskeindtagelse. Sidstnævnte var et stort problem i 80’ernes England, hvor grådige festarrangører tog penge for postevand på toiletter, i festlokaler og haller. Her nåede temperaturen nemt op på 40 grader, og luftfugtigheden bevirkede, at det dryppede med kondensvand fra lofterne. Et sådan miljø er farligt for enhver.
De fleste af de relativt få dødsfald skyldes formentlig en blanding af ecstasy og alkohol eller på grund af en allergisk reaktion overfor stoffet eller hvad de troede var ecstasy. Man skal heller ikke glemme, at ca. 1 ud af 100.000 ikke kan tåle paracetamol eller acetylsalicylsyre (et aktivt ingrediens i hovedpinepiller) som kan resultere i en dødelig udgang. Det har heller ikke været nævnt, at kombinationen af cannabis og ecstasy tilsammen har en psykedelisk virkning (som ecstasy alene ikke har), og som i yderste konsekvens ved længerevarende søvnmangel, kan give grænsepsykoser.
Den mest groteske påstand er, at unge bliver voldelige af at tage ecstasy. Tværtimod. Selv den værste volds-idiot forvandles til et blidt lam ved indtagelse af ecstasy (hvorfor kaldes ecstasy generelt for et LOVE drug…?!). Jeg betvivler ikke at der en masse unge der er blevet voldelige, af at tage et stof de troede var ecstasy. I dag kalder medierne alt i pilleform for “ecstasy”, uden at afvente en eventuel blodprøve eller kemisk analyse af substansen.
Fremmede propper stoffer i drinks!
Der findes i dag også mange sager, hvor unge tilsyneladende er blevet forgiftede af fremmede personer, som har hældt så meget ecstasy ned i deres drink, at de til sidst er havnet på skadestuen med forgiftning. Dette scenario lyder mildest talt helt usandsynligt af flere grunde:
For det første så kan enhver smage, hvis nogen har hældt ecstasy i ens drink, da det har en meget ubehagelig, skarp smag. For det andet må den ‘mystiske fremmede’ have hældt en stor portion ecstasy i drinken, for at provokere en forgiftning, sådan ca. minimum 2 piller til en værdi af ca. 100 kr. stykket. Der findes åbenbart mange rige, ondsindede fremmede. En mere indlysende forklaring er nok, at de unge på ingen måde vil indrømme overfor deres forældre og arbejdskolleger, at de har begået en ‘kriminel handling’, som alle højlydt har fordømt og advaret dem imod. Jeg vil naturligvis ikke benægte, at det kan være sket på et tidspunkt – men generelt kunne man forestille sig, at det er frygten for at blive stemplet som narkoman, der har skabt forestillingen om fremmede personers ecstasy i drinks på discoteker.
De misvisende kampagner
Forestil dig, at man i en kampagne, hvor man fx ville have unge til ikke at drikke øl, sagde følgende i Tv- og radioreklamer: “Fuck fremtiden, fuck familien, fuck vennerne, fuck finsprit det er vand i forhold til øl, fuck sprut der er ingenting i forhold til øl, læger og psykologer ved ingenting om hvad det er, de skulle selv tage og prøve det…”
Umiddelbart lyder sådan en kampagne som ren idioti, at stoppe unges druk ved at bilde dem ind at øl er farligere finsprit – enhver der drikker spiritus, ved, at det ikke forholder sig sådan. Men en lignende kampagne har eksisteret – betalt af den Danske DJ forening, hvor en ung fyr i en tv-reklame sagde:
“Fuck fremtiden, fuck familien, fuck vennerne, fuck speed, fuck Coke det er vand i forhold til E, fuck LSD der er ingenting i forhold til E, læger og psykologer ved ingenting om hvad det er, de skulle selv tage og prøve det…”
Den kørte da E-hysteriet var på sit højeste med Ekstrabladet i front. Det har i mine øjne sidestillet ecstasy med hårde stoffer. Jeg mener at sådanne kampagner har medvirket til at forværnge de sande risiskoproportioner i de unges øjne, og det kan have givet nogle unge lyst at prøve hårdere stoffer, da de tror at de er mindre eller lige så farlige. Der har faktisk været en stigning i brugen af kokain blandt unge de seneste år, kan dette være en af årsagerne til det?
Det forholder sig således, at ecstasy ikke hører under de hårde stoffer som heroin, kokain og amfetamin. Ecstasy hører til under det man klassificerer som ‘middel hårde stoffer’, dvs. et sted mellem cannabis og de hårde stoffer.
Mediernes dækning af ecstasy-problematikken kan sammenlignes med måden de behandler stigningen af volden i Danmark: Usandheder og løgne blot for et øget seertal og salg af aviser i “sandhedens” navn – for ‘borgernes skyld og interesse’. Man kan heller ikke forvente, at den gamle ecstasy-kampagne, skulle have nogen som helst effekt på de unge, når den for det første sammenlignede ecstasy med hårde stoffer, og ligeledes påstod, at LSD er vand i forhold til ecstasy! Hvis man besidder et minimalt kendskab til stoffer, eller blot kender én der har prøvet det, så virker kampagnen ufrivillig latterlig, hvilket burde underminere dens troværdighed på alle planer… Det har i det mindste indset nu i UK, hvor ecstasy er kategoriseret som kategori 2, dvs. mellem hash og hårde stoffer.
En kort opsummering af de mange argumenter for legalisering:
1. Man kan aldrig stoppe brugen af illegale stoffer, da de har eksisteret i alle mulige former i årtusinder – både i religiøs og sekulær form.
2. Kriminaliseringen af brugerne koster samfundet og politiet alt for mange ressourcer.
3. Den stadige kriminalisering af stoffer, giver et fundament til at skabe kvasi-fascistiske politistater.
4. Det er tåbeligt unødvendigt, at verdens tredjestørste økonomi går til psykopatiske kriminelle og morderiske paramilitære organisationer.
5. Uden statskontrol eller kontrol udført af private firmaer/certificeringsinstitutioner vil der hovedsageligt være flere og mere medicinsk farlige substanser i omløb end de rene illegale stoffer. Det er disse urene stoffer med en ukendt dosering og koncentration, der potentielt slår unge ihjel (omkring et par hundrede årligt i Danmark).
6. Det er et modbydeligt og uværdigt liv, man giver narkomaner ved ikke at give dem det, de er afhængig af, så de føler sig nødsaget til at prostituere sig eller røve uskyldige.
7. Mange af disse ulovlige substanser er måske ligeså velegnet til psykoterapeutisk behandling end de nuværende legale medicinske produkter.
8. Mennesker har ikke kun ret til livet, de har også ret til selv at bestemme deres egen dødsårsag. Fx forbyder vi da ikke animalsk fedt, tobak, slik, sodavand, alkohol og boksning, blot fordi disse måske udgør en trussel for vores helbred og samfundet…
9. Med tanke på Schweiz, et af de mest progressive lande i verden, hvor heroin blev udelt til de hårdest ramte narkomaner, så vil en total legalisering give et mere markant fald i kriminalitet, som man oplevede i det pågældende land (ca. 90% fald, men om det så kun er 30% er det fint med mig). Der findes også afhængige misbrugere i alle de andre stof kategorier, som vi kunne hjælpe på lignende måde.
10. Glem ikke hvad forbudstiden i USA skabte af problemer, som den dag i dag giver efterdønninger…
11. Hvorfor skal jeg betale skat for noget som ikke kan stoppes? Jeg bliver meget vred over tanken om at staten spilder mine og jeres penge på sådan en idiotisk krig.
12. Skab lovlige fredelige private virksomheder i stedet for at konstant underminere vores civile rettigheder.
Litteraturhenvisninger:
Hvis man er interesseret i det allernyeste om toxikologi i forbindelse med MDMA fra 2002, så læs:
Badon LA, Hicks A, Lord K, Ogden BA, Meleg-Smith S, Varner KJ (2002): Changes in Cardiovascular Responsiveness and Cardiotoxicity Elicited during Binge Administration of Ecstasy J Pharmacol Exp Ther 302: 898-907.
Gesi M, Soldani P, Lenzi P, Ferrucci M, Giusiani A, Fornai F, Paparelli A (2002):
Ecstasy during Loud Noise Exposure Induces Dramatic Ultrastructural Changes in the Heart.. Pharmacol Toxicol 91: 29-33.
Carvalho M, Carvalho F, Remiao F, de Lourdes Pereira M, Pires-Das-Neves R, de Lourdes Bastos M (2002): Effect of 3,4-methylenedioxymethamphetamine (“ecstasy”) on body temperature and liver antioxidant status in mice: influence of ambient temperature. Arch Toxicol 76: 166-172
Gesi M, Lenzi P, Soldani P, Ferrucci M, Giusiani A, Fornai F, Paparelli A (2002).
Morphological effects in the mouse myocardium after methylenedioxymethamphetamine administration combined with loud noise exposure. Anat Rec 267: 37-46
Johnson EA, Shvedova AA, Kisin E, O’Callaghan JP, Kommineni C, Miller DB (2002): d-MDMA during vitamin E deficiency: effects on dopaminergic neurotoxicity and hepatotoxicity. Brain Res 933: 150-163.
Hvis man er interesseret i neurotoksikologi, så er her det allernyeste jeg kunne finde fra 2002:
Ellison G (2002): Neural degeneration following chronic stimulant abuse reveals a weak link in brain, fasciculus retroflexus, implying the loss of forebrain control circuitry. Eur Neuropsychopharmacol 12: 287-97.
Fornai F, Gesi M, Lenzi P, Ferrucci M, Pellegrini A, Ruggieri S, Casini A, Paparelli A (2002): Striatal postsynaptic ultrastructural alterations following methylenedioxymethamphetamine administration. Ann N Y Acad Sci 965: 381-98.
Meyer JS, Ali SF (2002): Serotonergic neurotoxicity of MDMA (ecstasy) in the developing rat brain. Ann N Y Acad Sci 965: 373-80.
Morley-Fletcher S, Bianchi M, Gerra G, Laviola G (2002): Acute and carryover effects in mice of MDMA (“ecstasy”) administration during periadolescence. Eur J Pharmacol 448: 31-8.
Won L, Bubula N, Heller A (2002): Fetal exposure to (+/-)-methylenedioxymethamphetamine in utero enhances the development and metabolism of serotonergic neurons in three-dimensional reaggregate tissue culture. Brain Res Dev Brain Res 137: 67-73.
Camarero J, Sanchez V, O’Shea E, Green AR, Colado MI (2002): Studies, using in vivo microdialysis, on the effect of the dopamine uptake inhibitor GBR 12909 on 3,4-methylenedioxymethamphetamine (‘ecstasy’)-induced dopamine release and free radical formation in the mouse striatum. J Neurochem 81: 961-72.
Gurtman CG, Morley KC, Li KM, Hunt GE, McGregor IS (2002): Increased anxiety in rats after 3,4-methylenedioxymethamphetamine: association with serotonin depletion. Eur J Pharmacol 446: 89-96.
O’Shea E, Easton N, Fry JR, Green AR, Marsden CA (2002): Protection against 3,4-methylenedioxymethamphetamine-induced neurodegeneration produced by glutathione depletion in rats is mediated by attenuation of hyperthermia. J Neurochem 81: 686-695.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.