Denne artikel blev første gang bragt på dansk i tidskriftet, Libertas, nr. 9 (senere genoptrykt i nr. 38). Artiklen stammer fra David D. Friedmans enormt interessante og underholdende bog, The Machinery of Freedom (1973), og er oversat af nu desværre afdøde Per Ørum-Hansen.
Introduktion
Libertarianismens bærende ide er, at folk skal have lov til at administrere deres liv, som de har lyst til. Vi afviser totalt ideen om, at folk med tvang skal beskyttes mod sig selv. Et libertariansk samfund vil ikke have love imod narkotika, spil, pornografi – og heller ingen regler om tvungne sikkerhedsseler i biler. Vi afviser ligeledes ideen om, at nogen har andre
tvangsmæssige krav på andre personer end netop kravet om at få lov til at være i fred. Et libertariansk samfund vil ikke have velfærd, intet socialt sikkerhedssystem. Mennesker, der ønsker at hjælpe andre, kan frivilligt gøre dette gennem privat velgørenhed i stedet for at bruge tvangsinddrevne midler fra skatteyderne. Mennesker, der ønsker at forberede deres alderdom, kan gøre dette gennem private forsikringer.
Folk, som ønsker at leve i et “dydigt” samfund omgivet af andre, som deler deres ide om dydighed, vil være frie til at lave deres eget samfund og træffe aftaler med hinanden, der gør det muligt at undgå det “syndige” i at købe og leje indbyrdes.
Så langt vil mange, der ikke kalder sig selv libertarianere, være enige. Problemet består i at definere, hvad det betyder at “være i fred”. Vi lever alle i et kompliceret og interafhængigt samfund; vi er alle konstant påvirket af hændelser, der foregår tusind kilometer herfra, foretaget af personer, vi aldrig har hørt om. Hvordan kan vi, i et sådant samfund, meningsfuldt tale om, at hver enkelt person skal være fri til at gøre hvad han vil?
Svaret på dette spørgsmål skal søges i ejendomsretsbegrebet. Hvis vi mener, at hver enkeltperson ejer sin krop og kan håndhæve ejendomsret over andre ting ved selv at skabe dem eller ved, at ejerskab overføres til ham fra en anden ejer vil det i hvert fald formelt være muligt at definere begrebet “at være i fred” og dets modsætning “at blive tvunget”. En person, der fysisk afholder mig fra at benytte min ejendom, som jeg vil – når jeg ikke netop bruger den til at krænke hans ret til at bruge sin ejendom – udfører tvang over for mig. En mand, som forhindrer mig i at tage heroin, tvinger mig. En mand, som forhindrer mig i at skyde ham, gør ikke.
Dette lader spørgsmålet stå åbent om, hvordan man håndhæver ejendomsretten over ting, som ikke er 100 procent menneskeskabt som f.eks. landområder og mineralressourcer. Blandt libertarianere hersker der uenighed om dette spørgsmål. Heldigvis har svaret begrænset indflydelse på karakteren af det libertarianske samfund – i hvert fald her i landet. Kun omkring 3 pct. af de samlede indkomster er lejeindtægter. Lægges lejeværdien af ejer-benyttede boliger til, vil tallet blive omkring 8 pct. Ejendomsskatter – lejeindtægter indsamlet af staten udgør yderligere omkring 5 pct. Således udgør den totale lejeværdi af al ejendom, grunde og bygninger, adderet op, omkring 13 pct. af alle indkomster. Det meste af det er leje af værdien af bygninger, som er skabt gennem menneskelige udfoldelser, og det medfører således intet problem med hensyn til definitionen af ejendomsretten; den totale lejeindtægt af alt land, som medfører et sådant problem er derfor kun en beskeden del af den totale indtægt. Totalværdien af råmaterialet af alle mineraler, der bruges – den anden store post af “uproducerede ressourcer” – er på ca. 3 pct. Således fremgår det igen, at en stor del af værdien er resultatet af menneskelige ydelser – at grave malmen op af jorden. Kun værdien af råmaterialerne kan med rimelighed betragtes som uproduceret. Så ressourcer, hvis eksistens ingenting har med menneskelig indvirken at gøre, giver måske ejerne ca. en tyvendedel af nationalindkomsten. Den resterende majoritet af indkomsterne er resultatet af menneskelige udfoldelser. Det er skabt af identificerbare grupper af mennesker, som arbejder sammen under den forudsætning, at fællesproduktet skal deles. Ejendomsretsbegrebet tillader i det mindste en formel definition af hhv. begrebet “at være i fred” og begrebet “at tvinge”. At denne definition er i overensstemmelse med, hvad folk sædvanligvis forstår ved disse begreber – at et libertariansk samfund vil være frit – er på ingen måde underligt. Det er på dette område, at libertarianere deler opfattelser med vore venner på venstrefløjen, som er enige i, at enhver skal være fri til at gøre, hvad han vil; men de udvider argumentationen med, at en sulten mand ikke er fri, og at hans ret til frihed således implicerer en forpligtelse til at tilbyde ham mad, uanset om man bryder sig om det eller ej.
Private retssystemer
Hvordan kan vi, uden staten, bilægge de stridigheder, som i dag afgøres i retten? Hvordan kan vi beskytte os selv mod kriminelle?
Overvej først det enkleste tilfælde, bilæggelsen af en stridighed mellem to veletablerede virksomheder, hvori der indgår kontrakter. En stor del af den slags stridigheder bliver i dag ikke afgjort af det statslige retsvæsen, men derimod gennem private voldgiftskendelser. Virksomhederne præciserer en procedure for, hvordan en voldgiftsafgørelse af en hvilken som helst uenighed skal forløbe, når de indgår kontrakter. Således undgår de at bruge tid og penge på det offentlige retsvæsen.
Voldgiftsmanden har ingen politimagt. Hans funktion er at forelægge kendelser, ikke at gennemtvinge dem. I øjeblikket bliver voldgiftsafgørelser almindeligvis gennemtvunget af det statslige retsvæsen, hvilket er en udvikling, der er sket for nylig; historisk set blev domsfældelserne overholdt pga. firmaernes ønske om at bevare deres ry. Det er temmelig vanskeligt at overtale andre til at indgå en kontrakt, der præciserer en voldgiftsafgørelse, når man har nægtet at acceptere en voldgiftsmands kendelse…
Voldgiftsarrangementer er allerede meget udbredte. Når det statslige, retsvæsen til stadighed forringes, vil private voldgiftsafgørelser blive mere og mere udbredt. Men de tilbyder kun at afgøre stridigheder i sager, hvor der i forvejen eksisterer kontrakter. Voldgiftskendelser giver i sig selv ingen løsning for manden, hvis bil tilføjes en bule af en uforsigtig bilist, endnu mindre for offeret for tyveri. I begge tilfælde vil sagsøgeren og den sagsøgte være uvillige til at finde en voldgiftsmand, der er til fælles tilfredsstillelse, idet de har forskellige interesser og ikke har indgået en aftale om domsafgørelse i forvejen. Faktisk har den sagsøgte overhovedet ingen grund til at acceptere en voldgiftsafgørelse; han kan kun tabe, hvilket bringer os til problemet i at forhindre vold.
Beskyttelse mod vold er et økonomisk gode. I øjeblikket sælges det i forskellige former – låse, tyverialarmer. Efterhånden som det offentlige politis effektivitet aftager, bliver disse markedssubstitutioner for politiet og retsvæsenet mere populære.
Private politikorps
Antag, at der på et tidspunkt i fremtiden ikke er et offentligt politi, men i stedet private vagtværn. Disse værn sælger den ydelse, det er at beskytte deres klienter mod kriminalitet. Måske yder de også den service, det er at forsikre deres klienter mod tab forårsaget af kriminalitet.
Hvordan vil et sådant vagtværn yde beskyttelse? Det vil være en økonomisk afgørelse, der kommer an på forskellige alternativers omkostninger og effektivitet. Det ene ekstreme vil være, hvis de blot begrænser sig selv til passivt forsvar, installerer komplicerede låse og alarmer. Eller måske vil de overhovedet ikke foretage nogen, forebyggende foranstaltninger, men kun udfolde store anstrengelser for at fange kriminelle, der har krænket deres klienter. De vil måske foretage fodpatruljering eller patruljere i patruljevogne, ligesom vort nuværende offentlige politi gør det. I hvert fald vil de sælge deres ydelser til deres kunder, og derfor vil de have et stærkt incitament til at udbyde en service af så høj kvalitet som muligt til så lave omkostninger som muligt. Det er en rimelig antagelse, at kvaliteten af disse ydelser vil være højere og omkostningerne lavere end dem, som det nuværende statslige beskyttelsessystem kan tilbyde.
Der vil uundgåeligt opstå konflikter vagtværn og vagtværn imellem. Hvordan kan de løses?
En aften kommer jeg hjem og opdager, at mit fjernsyn mangler. Jeg ringer øjeblikkelig til mit vagtværn, Tannahelp Inc., for at rapportere tyveriet. De sender en repræsentant. Han checker det automatiske kamera – som Tannahelp, som en del af deres service, har installeret i min stue – og ser en optagelse af en Joe Bock, der trækker fjernsynet ud gennem døren. Tannahelpræsentanten kontakter Joe og fortæller, at Tannahelp har grund til at antage, at han er i besiddelse af mit fjernsyn, og foreslår, at Joe leverer det tilbage sammen med ti dollar oveni til at betale Tannahelps for tid og besvær med at finde frem til ham. Joe svarer, at han aldrig i sit liv har set mit fjernsyn og beder i øvrigt Tannahelprepræsentanten om, at lade ham være i fred.
Repræsentanten pointerer, at indtil Tannahelp er overbevist om, at der er tale om en fejltagelse, må han fortsætte på den formodning, at fjernsynet tilhører mig. Seks store og stærke Tannahelp-ansatte vil vente ved Joes dør næste morgen for at afhente fjernsynet. Joe informerer til gengæld repræsentanten om, at han også benytter et vagtværn, Dawn Defense, og at hans kontrakt med dem utvivlsomt indebærer, at de skal beskytte ham, såfremt seks gorillaer bryder ind i hans hus og stjæler hans fjernsyn.
Det ser ud til at scenen er gjort klar til en rar lille krig mellem Tannahelp og Dawn Defense. Det er præcis sådanne muligheder, der har givet nogle libertarianere, som ikke er anarkister – Ayn Rand er den mest kendte – anledning til at afvise muligheden for konkurrerende frimarkeds-vagtværn.
Men det er dyrt at føre krig, og Tannahelp og Dawn Defense er begge foretagender, der lever af profit. De er begge mere interesseret i at spare pengene end at vinde en krig. Jeg tror, at resten af historien er mindre voldelig end frk. Rand antager.
Tannahelprepræsentanten drejer telefonnummeret til sin modpart Dawn Defense. “Vi har et lille problem..”. Efter at have forklaret situationen pointerer han, at såfremt Tannahelp sender seks mænd og Dawns otte vil der opstå en kamp. Måske vil nogen ligefrem blive såret. Ligegyldigt hvem der vinder, vil det være dyrt for begge parter, når konflikten er overstået. Firmaerne kommer måske ligefrem til at betale højere lønninger til deres ansatte pga. risikoen; begge firmaer vil så blive nødt til at forhøje deres takster. Hvis de gør det, vil Murbard Ltd. – som er et nyt aggressivt firma, der har prøvet på at blive etableret i området – underbyde deres priser og stjæle deres kunder. Der må være en løsning, der er bedre end denne.
Repræsentanten fra Tannahelp foreslår, at den bedre løsning er en voldgiftsafgørelse. De vil lade stridigheden om fjernsynet afgøre hos et lokalt voldgiftsfirma. Hvis voldgiftsmanden afgør, at Joe er uskyldig, går Tannahelp med til at give Joe og Dawn service en erstatning for at optage tid og give besvær. Hvis han bliver dømt skyldig, vil Dawn Defense acceptere dommen; da fjernsynet ikke tilhører Joe har de ingen forpligtelse til at beskytte ham, når mændene fra Tannahelp kommer for at hente det.
Det, jeg har beskrevet, er en meget improviseret situation. Når først anarkokapitalistiske institutioner er etableret i praksis, vil vagtværn forvente den slags vanskeligheder og derfor udfærdige kontrakter på forhånd. De kontrakter vil præcisere, hvilken voldgiftsmand der skal bringe dem i orden, før de specifikke konflikter dukker op.
Hvem vil skabe lovene i et sådant anarkistisk samfund? På hvilket grundlag vil den private voldgiftsmand afgøre, hvilke gerninger der er kriminelle, og hvad straffen skal være? Svaret er, at retssystemet vil blive skabt for profit på det åbne marked præcis som alle mulige andre ting bliver fremstillet i dag. Der ville være konkurrence mellem forskellige lovmærker, ligesom der er konkurrence mellem forskellige bilmærker.
I sådan et samfund vil der være mange retter og mange retssystemer. Vagtværnene vil parvis på forhånd blive enige om, hvilken ret de vil bruge i tilfælde af en konflikt. På den måde vil de love, som en bestemt sag skal afgøres af, implicit være aftalt på forhånd gennem aftaler mellem de vagtværn, hvis kunder er involveret. I princippet kunne der være forskellige retssystemer og forskellige sæt af love for hvert par af vagtværn. I praksis er der mange værn, der vil finde det bekvemt at benytte den samme ret, og mange retssystemer vil finde det bekvemt at benytte et identisk, eller næsten identisk, lovsystem for at gøre spørgsmål enklere for deres kunder.
Før et samfund – hvor forskellige mennesker fungerer under forskellige love – dømmes som værende kaotisk og uretfærdigt, så husk på, at i vort samfund er de love, som man dømmes efter, forskellige, afhængig af hvilket land, stat og endda by, man befinder sig i. I det system, jeg beskriver, afhænger det i stedet af, hvilket vagtværn man benytter, og det værn, som den person, man anklager for at have begået en forbrydelse, benytter.
I sådan et samfund produceres loven i overensstemmelse med markedets efterspørgsel efter lovsystemer. En ret finansierer sig selv ved at tage betaling for sin voldgiftsservice. Dens succes afhænger af, hvilket omdømme den har med hensyn til hæderlighed, pålidelighed, hurtighed og med hensyn til, i hvor høj grad potentielle kunder ønsker de bestemte love, den dømmer efter. De nærmeste kunder er vagtværn. Men vagtværnet sælger selv et produkt til sine kunder. En del af dette produkt er det retssystem, dets kunder vil blive dømt etter. Hvert vagtværn vil forsøge at benytte de retssystemer, som dets kunder vil indrette sig efter.
Et eksempel. man kunne forestille sig her, er dødsstraf. Nogle personer føler måske, at risikoen for selv at blive dømt til døden – retfærdigt eller uretfærdigt – opvejer enhver mulig fordel, der er ved dødsstraf. De ville foretrække at anvende vagtværn, der benytter retssystemer, der ikke bruger dødsstraf. Andre borgere vil måske føle sig mere sikre over for potentielle mordere, hvis det var kendt, at personer, der slog dem ihjel ville komme i den elektriske stol. Måske mener de, at
sikkerhed er at foretrække for risikoen for selv at komme i den elektriske stol, eller for at være ansvarlig for, at en uskyldig dør, anklaget for mord. Disse personer ville, hvis det var muligt, benytte værn, der benytter retssystemer, der anvender dødsstraf.
Hvis nogle personer har en opfattelse og andre en anden, og hvis deres følelser er stærke nok til at påvirke deres valg af vagtværn, vil det kunne betale sig at føre en politik, der garanterer, når det overhovedet er muligt, at der bruges retssystemer, som ikke anvender dødsstraf. På den måde kan de tiltrække antidødsstraf-kunder. Andre værn gør det modsatte.
Stridigheder mellem to antidødsstraf-værn vil naturligvis føre til, at et antidødsstraf-retssystem benyttes; på lignende vis vil stridigheder mellem to prodødsstraf værn føre til, at et prodødsstraf-retssystem benyttes. Hvad vil der ske i en strid mellem et antidødsstraf-værn og et prodødsstraf-værn? Det er indlysende, at der ikke vil være mulighed for, at sagen føres i et retssystem, hvis jeg slår dig ihjel, men i et andet, hvis du bliver slået ihjel af mig. Vi kan ikke begge to få præcis den lov, vi ønsker.
Vore præferencer vil afspejles i de overenskomster, vi efterspørger hos vores respektive vagtværn. Hvis modstanderen af dødsstraf føler sig mere sikker end tilhængeren, vil værnene blive enige om ikke at bruge dødsstraf; værnet, der ønsker dødsstraf vil få noget andet til gengæld. Måske vil det gå med til at slippe for at betale sagsomkostningerne, eller at nogle andre stridsspørgsmål får lov til at ligge.
Man kan forestille sig flg. ideelle forretningsproces: To værn forhandler om, hvorvidt de skal benytte et pro- eller antidødsstraf-retssystem. Proværnet regner med, at det vil være 20.000 $ værd om året for dets kunder at benytte et prodødsstraf-retssystem; det er det ekstra beløb, som virksomheden kan tjene ved at sælge sine ydelser med en garanti for, at der eksekveres dødsstraf eller ej i tilfælde af en stridighed med et andet værn. Antidødsstraf-værnet kalkulerer med et tilsvarende beløb på 40.000 $. Det tilbyder pro-værnet 30.000 $ om året for til gengæld at acceptere et anti-dødsstraf retssystem. Proværnet accepterer. Nu kan antidødsstraf-værnet hæve sine takster tilstrækkeligt til at få ekstra 35.000 $ ind. Dets kunder er glade, idet garantien for ikke at blive dødsdømt er meget mere værd end dette beløb. I Værnet er man glade; værnet får en ekstra profit på 5.000 $ om året. Proværnet reducerer sine takster med 25.000 $ om året. Dette bevirker, at det er i stand til at beholde sine kunder og endda få flere, idet besparelsen er mere end nok kompensation for ikke at bruge det retssystem, de oprindeligt valgte. Retten får også en profit på 5.000 $ ekstra om året. Ganske som i alle gode forretninger tjener alle på det.
Hvis kunderne fra de to værn på en eller anden måde føler sig lige stærke, vil der måske blive valgt to retsvæsener, en af hver slags, og sagerne delt tilfældigt imellem dem. I hvert fald vil kundens præferencer m.h.t. lovsystem – hans egen holdning af, hvilken lovtype han ønsker at leve under – være en betydelig faktor i spørgsmålet om, hvilken lovtype han rent faktisk kommer til at leve under. Når han bliver anklaget, kan hans præferencer ikke alene afgøre det, idet anklager og forsvarer er nødt til at benytte samme lovsystem.
I tilfældet med dødsstraf er de to retninger direkte modstillet. En anden mulighed er, at bestemte kunder måske ønsker specialiserede love, som er tilpasset til deres bestemte omstændigheder. Mennesker, der bor i et ørkenområde, ønsker måske et lovsystem, som meget klart definerer deres ejendomsrettigheder til vand. Personer i andre områder synes måske, at en så detaljeret behandling af dette problem i bedste fald er overflødig. I værste fald er den måske kilden til en fantastisk stor irritation. Således vil ørkenfolkene måske alle sammen benytte et vagtværn, der har den politik altid at benytte et retssystem med en veludviklet vandlov. Andre værn samtykker i at bruge dette retssystem i stridigheder med dette værn, men vil indbyrdes bruge andre retssystemer.
Mange forskelle retssystemer imellem vil sandsynligvis være endnu mere spidsfindige. Folk vil synes, at en rets beslutninger faldt hurtigere eller var lettere at forudsige end de øvrige, eller at kunderne fra et vagtværn var bedre beskyttet end kunderne fra de andre. Vagtværn, der prøver at opbygge deres eget renomme, vil lede efter det “bedste” retssystem.
Der vil sikkert blive gjort adskillige indvendinger mod sådanne frimarkeds-retssystemer. Den første indvending er, at retfærdigheden vil “blive solgt til den, der byder højest”. Dette vil imidlertid være selvmorderisk; dommerne vil ikke have nogen kunder, medmindre de til stadighed har ry for at være retfærdige – i modsætning til dommerne i vores nuværende system. En anden indvending er, at det er retsvæsenets og den lovgivende forsamlings arbejde at opdage love, ikke at skabe dem; der eksisterer ikke to konkurrerende tyngdelove, så hvorfor skulle der kunne eksistere to konkurrerende love om ejendomsretten? Men der kan godt eksistere to konkurrerende teorier om tyngdekraften eller om den rigtige definition af ejendomsretten. En opdagelse er i lige så høj grad en produktiv aktivitet, som en skabelse er det. Hvis det er indlysende, hvad den “korrekte” lov er – hvilke regler om menneskelig interaktion, der kan udledes fra menneskets natur – så vil alle retssystemer være enige, ligesom alle arkitekterne er enige om de fysiske love. Hvis det ikke er indlysende, så vil markedet frembringe undersøgelser, der har til hensigt at opdage “korrekte” love.
En anden indvending er, at et system bestående af mange forskellige lovsystemer vil være forvirrende. Hvis dette skal foregive at være et seriøst problem, vil retssystemerne af den grund have et økonomisk incitament til at indføre ensartede love på samme måde, som papirfabrikker har et incitament til at producere standardiserede papirstørrelser. Der vil kun blive introduceret nye love, hvis fornyeren tror på, at fordelene ved de nye love opvejer fordelene fra de ensartede love.
Den mest seriøse indvending mod frimarkeds-love er det tilfælde, hvor sagsøgeren og den sagsøgte ikke kan enes om at benytte en fælles ret. Det er klart, at en morder vil foretrække en skånsom dommer. Hvis retten først blev valgt, af de stridende parter, efter at forbrydelsen var begået, ville det måske være et uovervindeligt problem. I de situationer, jeg har beskrevet, er retssystemerne på forhånd udpeget af vagtværnene. Der vil nok næppe være tilstrækkeligt med mordere på noget som helst tidspunkt til, at de kunne drive deres eget vagtværn – et vagtværn med en politik om at benytte retssystemer, der ikke betragter mord som en forbrydelse. Hvis der var, ville ingen andre vagtværn acceptere den slags retssystemer. Mordernes værn ville enten være nødt til at acceptere et fornuftigt retssystem eller kæmpe en håbløs kamp mod resten af samfundet.
Indtil en person er anklaget for en forbrydelse, vil enhver først og fremmest have love, der yder beskyttelse mod forbrydelser, og som lader ham leve fredeligt og produktivt sammen med andre. Dette gælder selv kriminelle. Ikke mange mordere vil ønske at leve med love, der tillader dem at dræbe – og tillader, at de bliver dræbt.
Stabilitetsproblemet
Enhver med blot den mindste smule fantasi kan forestille sig en radikal ny samfundsstruktur, en anarkokapitalistisk eller en anden. Spørgsmålet er: Vil det fungere? De fleste forklarer mig omgående to eller tre grunde til, at det ikke vil fungere, når de første gang hører min beskrivelse af anarkokapitalismen. De fleste af deres argumenter kan reduceres til to: Systemet vil leve på mafiaens nåde, der kan etablere sit eget “vagtværn”, eller det kan overtage eksisterende vagtværn og forandre dem til forbryder-vagtværn. Vagtværnene vil indse, at tyveri er mere profitabelt end almindelige forretninger og derefter gå sammen og skabe en stat.
Det væsentligste forsvarsvåben for organiseret kriminalitet er bestikkelse. Det fungerer, fordi politibetjente ikke har nogen egentlig interesse i at gøre deres arbejde godt, og deres kunder har ingen sammenlignelig standard, der kan fortælle dem, om de ydelser de får er pengene værd. Hvor meget skal man betale chefen for en afdeling i politiet for; at hans mænd accepterer bestikkelse som tilladelse til at udføre kriminalitet? I de fleste tilfælde: Ingenting. En større kriminalitetsrate vil måske ligefrem overtale vælgerne til at stemme for, at flere penge og større lønninger tildeles politiafdelingen.
Hvis de ansatte i et privat vagtværn accepterer sådanne bestikkelser, er situationen væsentlig anderledes. Jo dårligere et arbejde vagtværnet udfører, jo mindre salærer kan det opkræve. Hvis et vagtværns kunder opdager, at de gennemsnitligt mister ti dollars mere om året til tyve, end kunderne fra andre vagtværn gør, vil de kun fortsætte med at gøre forretninger med det dårlige vagtværn, hvis det er mindst ti dollar billigere end andre vagtværn. Så hver dollar, der er stjålet fra kunderne, går altså direkte fra vagtværnets indtægter. Hvis vagtværnet er et, der garanterer udførelsen af ydelser ved at forsikre kunderne mod tab, er forbindelsen mere direkte. På begge måder er det i overordentlig grad i vagtværnets ejeres interesse at sørge for, at deres ansatte ikke modtager bestikkelse. Den eneste bestikkelse, som det kunne betale sig for værnet at tage imod, vil være en, der er større end værdien af de stjålne effekter – i øvrigt en temmelig dårlig handel for tyven.
Dette betyder ikke, at de ansatte på et vagtværn aldrig tager imod bestikkelse. Den ansatte og vagtværnets interesser er ikke identiske, hvilket betyder, at de, der driver værnet vil gøre deres bedste for, at deres mænd forbliver ærlige. Det er mere, end man kan sige om et politikorps. Organiseret kriminalitet, hvis det fortsætter med at eksistere i et anarkokapitalistisk samfund, vil være i en meget svagere position, end det er nu. Tillige hermed vil, som jeg vil argumentere for senere, de fleste af de ting, som den organiserede kriminalitet i dag tjener penge på være lovlige i et anarkokapitalistisk samfund. Således vil både dens størrelse og popularitet være kraftigt reduceret.
Hvad med mulighederne for, at mafiaen får sit eget vagtværn? For at det skal muligt for et sådant firma at tilbyde sine kunder de ydelser, de ønsker – må det enten få de andre vagtværn til at samtykke i, at voldgiftsafgørelser foretages af en ret, der accepterer kriminalitet, eller det må undlade overhovedet at få truffet voldgiftsafgørelse. For at gøre det første må det tilbyde andre værn så gode vilkår, at deres kunder er villige at lade sig bestjæle. Som i tidligere omtalte sag henviser dette tyven til at bestikke offeret med et større beløb, end han er blevet bestjålet for, hvilket er en usandsynlig situation. Hvis mafiaens vagtværn nægter at acceptere en voldgiftsafgørelse, vil det konstant være i konflikt med andre vagtværn. Ofrene fra tyverier vil være villige til at betale mere for at blive beskyttet, end tyvene vil betale for at kunne stjæle (idet stjålne ting er mindre værd for tyvene end de er for ofrene). Derfor vil de ikke-kriminelle vagtværn konstatere, at det er profitabelt at bruge et større beløb på at overvinde det kriminelle værn end det beløb, kriminelle kan bruge på at overvinde dem. I realiteten kæmper de kriminelle en håbløs krig mod resten af samfundet og bliver kørt i sænk.
Et andet og relateret argument imod anarkokapitalisme er, at det stærkeste vagtværn altid vil vinde, den store fisk æder den lille fisk, og den retfærdighed du får, vil afhænge af dit vagtværns militære styrke.
Denne beskrivelse passer fint på stater, men vagtværn er ikke territorialherredømmer. Et værn, der afgør sine stridigheder på slagmarken, har altid økonomiske tab, uanset hvor mange slag det vinder. Slag er dyre – de er også farlige for kunder, der får deres haver forvandlet til åbne slagmarker. Kunderne vil finde en mindre prangende beskytter. Ingen kunder betyder ingen penge til at betale tropperne med.
Den bedste måde til at forstå, hvorfor anarkokapitalisme er så meget mere fredelig end vores nuværende system, er måske gennem en analogi. Overvej, hvordan vor verden ville være, hvis omkostningerne ved at flytte fra et land til et andet var nul. Alle bor i en husvogn og taler det samme sprog. En dag annoncerer Frankrigs præsident, at pga. problemer med nabolande vil der blive udskrevet nye militær-skatter, og at der snart vil blive indført værnepligt. Den næste morgen vil Frankrigs præsident opdage, at han regerer over et fredeligt, mennesketomt landskab, befolkningen er blevet reduceret til ham selv, tre generaler og 27 krigskorrespondenter.
Vi kan ikke alle bo i husvogne. Men hvis vi køber vores beskyttelse hos et privat firma i stedet for hos en stat, kan vi købe den hos et andet firma, så snart vi mener, at vi kan opnå en bedre handel. Vi kan skifte beskyttere uden at skifte lande.
Risikoen for, at private vagtværn “spiller stærke mænd” eller “pjækker”, er ikke så stor, forudsat at der er mange af dem, hvilket bringer os til det andet og langt mere seriøse argument imod anarkokapitalismen. Vagtværnene vil have en del af den væbnede magt i et samfund. Hvad kan afholde dem fra at slå sig sammen og bruge denne magt til selv at danne en stat?
I en mere ultimativ betydning kan intet forhindre, at den brede befolkning vil besidde våben og vil være villig til at gøre brug af dem. Det er en af grundene til, at jeg er imod våbenkontrollovgivning.
Men der eksisterer beskyttelsesforanstaltninger, der er mindre ultimative end væbnet modstand. Trods alt besidder vores nuværende politikorps, hjemmeværn og væbnede styrker den største væbnede magt. Hvorfor har de ikke i fællesskab forsøgt at overtage landet til deres egen fordel? Hverken soldater eller politibetjente er særlig godt lønnede: de ville helt sikkert kunne opnå en bedre aflønning ved at true med våbenmagt.
Et komplet svar på dette spørgsmål vil omfatte næsten hele politologien. Et kort svar er, at folk agerer i forhold til, hvad de opfatter som rigtigt, passende og praktisk. Den tilbageholdenhed, der forhindrer et militærkup, er i bund og grund den indre tilbageholdenhed, som mænd med våben besidder.
Vi må ikke spørge om, hvorvidt et anarkokapitalistisk samfund vil være sikkert fra, at mænd med våben gennemfører en magtovertagelse (sikkerhed er ikke en opnåelig mulighed), men snarere, om det vil være mere sikkert, end vores nuværende samfund er det med den samme magtstyrke, som mændene med våbnene udgør. Jeg synes, at svaret er Ja. I vort samfund er de personer, som ville kunne udføre et sådant kup: Politikere, officerer og politibetjente: personer, der præcist er udvalgt med egenskaber til at stræbe efter magt og være gode til at bruge disse egenskaber. Det er personer, der allerede tror på, at de har ret til koste rundt med andre – det er deres job. De er specielt velkvalificerede til at bemægtige sig magt. I et anarkokapitalistisk samfund er de personer, der leder vagtværnene, “udvalgt” på baggrund af deres evner til at drive en virksomhed effektivt og til at tilfredsstille deres kunder. Det vil altid være muligt, at nogle af dem også vil vise sig at være hemmelige ‘magt-freaks’, men det er helt sikkert mindre sandsynligt, end det er i vores nuværende system, hvor lignende job er mærket: “Gælder ikke ‘anti-magt-freaks’”.
Ud over de potentielle konspiratorers gemytter er der en anden relevant faktor: Antallet af vagtværn. Hvis der kun er to eller tre i hele det område, der nu dækker USA, vil en konspiration blandt dem måske være praktisk mulig. Hvis udbuddet af vagtværn derimod er på ca. 10.000, så vil kunderne blot engagere nogle andre vagtværn til at beskytte sig mod deres oprindelige vagtværn, i tilfælde af ligegyldigt hvilke grupper, der begynder at opføre sig som en stat.
Hvor mange værn, der vil være, afhænger af, hvilken størrelse værn der udfører det mest effektive beskyttelsesarbejde for sine klienter. Mit eget gæt er, at der snarere vil være 10.000 værn end 3. Hvis de forhåndenværende politistyrker kan siges at være nogen som helst indikation, så vil et vagtværn, der beskytter så mange som 1 million personer, være langt over den optimale størrelse.
Min konklusion er udtryk for en forsigtig optimisme. Når først anarkokapitalistiske institutioner er etablerede med en udbredt accept over et stort område, vil de være rimeligt stabile over for indenlandske trusler. Er den slags institutioner ægte anarkistiske? Er de private vagtværn, jeg har beskrevet, forklædte stater? Nej. I min definition af en stat – som kommer tættere end nogen andre, jeg kender, på at beskrive, hvorfor folk kalder nogle institutioner for stater, og ikke andre – er de ikke stater. De har ingen rettigheder, som individer ikke har, og derfor kan de ikke beskæftige sig med legitimeret tvang.
De fleste mennesker, jeg selv inklusive, mener, at et individ har ret til at bruge magt for at forhindre andre i at krænke sine rettigheder – stjæle fra ham, for ikke ligefrem at sige at myrde ham. De fleste er enige i, at ofret har ret til at tage det tilbage, som tyven har stjålet, og har ret til at bruge magt for at gøre det. Samfundskontraktsteorier begynder ud fra den præmis, at individer har disse rettigheder og overdrager dem til staten. For at en sådan stat kan være legitim, skal den være etableret gennem enstemmigt samtykke, ellers har den ingen specielrettigheder over dem, der nægter at underskrive “samfundspagten”. I et system med private vagtværn vil det aktuelle værn, ligesom den ideelle stat, kun optræde som repræsentant for villige klienter, der har ansat værnet til at håndhæve deres egne rettigheder. De fordrer ingen andre rettigheder over for ikke-klienter end netop retten til at forsvare deres klienter mod vold, den samme ret, som alle individer har. De gør intet, som et privat individ ikke kan gøre.
Dette betyder ikke, at de aldrig vil tvinge nogen. Et vagtværn kan, ligesom en stat, tage fejl og arrestere den forkerte mand. På nøjagtig samme måde som en privat borger kan skyde efter, hvad han tror er en listetyv, og i stedet ramme postbudet i ryggen. I hvert tilfælde forekommer der vold, men det forekommer ved uheld, og voldsudøveren er ansvarlig for sine handlinger. Borgeren kan blive tiltalt som “postbudsslagter”, og vagtværnet anklaget for fejlagtig arrestation. Når først de kendsgerninger, der har gjort handlingen voldelig, bliver kendt, vil den ikke længere være anset for at have været legitim.
Dette gælder ikke for handlinger udført af staten. For at anklage en politibetjent for fejlagtig arrestation må jeg ikke blot bevise, at jeg var uskyldig, men også, at politibetjenten ikke havde nogen grund til at mistænke mig. Hvis jeg bliver låst inde i tyve år, og det bagefter bliver bevist, at jeg var uskyldig, har jeg ingen retsmæssige krav på staten for mine spildte tyve år og mentale lidelser. Det er erkendt, at staten foretog et fejltagelse, men staten har lov til at tage fejl og behøver ikke som resten af os at betale for det. Hvis jeg med visheden om, at jeg er uskyldig, forsøger at flygte, og en politibetjent skyder mig ned, vil han have fuldstændig ret til at gøre det, og jeg er den kriminelle. Hvis jeg i selvforsvar skyder ham for at forhindre ham i at skyde mig, vil jeg blive kendt skyldig som morder, selv efter at det er bevist, at jeg var uskyldig med hensyn til tyveriet og således ikke gjorde andet end at forsvare mig selv over for statens (uforsætlige) vold.
Forskellen, der ligger i rettigheder håndhævet af et privat vagtværn og rettigheder håndhævet af en stat, mere end berører det betydningsfulde spørgsmål om, hvad der er anarki, og hvad der ikke er anarki. Det er en af de afgørende grunde til, at en stat trods det, at den er begrænset, nemmere kan forandre sig til et tyranni, end et system af private vagtværn. Selv den mest begrænsede stat har den slags specielle rettigheder, som jeg har beskrevet; alt det, jeg fortalte om i det foregående afsnit, var sandt i dette land i dets tidligste og (for hvide mænd) frieste dage.
Den slags rettigheder tillader, at staten slår sine modstandere ihjel og derefter undskylder for fejltagelsen. Medmindre beviserne for den kriminelle hensigt er meget klare, er morderne immune over for straf. Selv, når beviserne er overvældende som i sagen om overfaldet på the Chicago Black Panthers for nogle år siden, er der ikke tale om at stille de ansvarlige for retten for den egentlige forbrydelse. Hanrahan, anklageren for Cook Country distriktet, som er ansvarlig for overfaldet, blev sigtet, men ikke for at have foretaget en sammensværgelse med det formål at begå mord, men for obstruktion af retten – han blev med andre ord ikke sigtet for at slå personer, han ikke brød sig om, ihjel, men for at lyve om det bagefter.
Dette er ikke et isoleret eksempel på justitsmord. Det er det uundgåelige resultat af et system, hvor staten har bestemte specialrettigheder over, og ud over almindelige individers rettigheder – blandt disse retten til ikke at blive gjort ansvarlig for sine fejltagelser. Når disse rettigheder er fjernet, når statens repræsentant er reduceret til at have status som en privat borger og har de samme rettigheder og ansvar som hans naboer, vil det, der bliver tilbage, ikke længere være en stat.

Join the Conversation

4 Comments

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.