Markedet virker

Når man diskuterer for og imod regulering af markedet, hører man tit fortalere for den slags komme med den krypto-marxistiske påstand, at et ureguleret marked vil føre til store monopoler. Det er jo helt i tråd med den marxistiske idé om at der vil være færre og færre der sidder på mere og mere, hvilket […]

Når man diskuterer for og imod regulering af markedet, hører man tit fortalere for den slags komme med den krypto-marxistiske påstand, at et ureguleret marked vil føre til store monopoler. Det er jo helt i tråd med den marxistiske idé om at der vil være færre og færre der sidder på mere og mere, hvilket i sidste ende vil føre til kapitalismens undergang. Marxisterne ved godt at det ikke gik sådan, og de har da også revideret teorien siden.

Det er bare ikke alle der har forstået at monopoler som regel kræver en stat for at kunne blive opretholdt i længere tid. Et godt eksempel er De Beers diamantmonopol, der ikke ville have deres status hvis det ikke var for deres aftale med den sydafrikanske regering. Og hér taler vi om verdens mest effektive monopol. De Beers sidder på ca. 85% af alt salg af diamanter i verden. Så der er ikke engang tale om et ægte monopol.

Uden statslig regulering til at støtte monopolet, vil det som regel falde fra hinanden i løbet af et stykke tid. Dette vil ske hvis man f.eks. begynder at sætte højere priser der tillader andre at rykke ind på markedet og underbyde, og vupti, så er monopolet brudt.

Der kan være visse monopoler der ikke kan brydes. F.eks. et monopol på at eje et bestemt geografisk sted, eller jeg kunne have monopol på at producere flotte skulpturer fremstillet af Daniel Beattie, osv. Men det er som regel ikke den slags monopoler regulerings-fortalerne er bange for.

Et af de eksempler der typisk trækkes frem er Arla. Arla er i regulerings-fortalernes bog nogle meget slemme kapitalister, og deres dominerende position på det danske marked bruges som et eksempel på hvor galt det kan gå.

Arla har nemlig formastet sig til at bruge deres dominerende position på markedet til at skaffe sig nogle fordelagtige aftaler med leverandører af mælk ( landmænd ), og de har også forsøgt at forhøje prisen på deres produkter. Altså at sætte såkaldte monopolpriser.

Den typiske påstand fra regulerings-fortalernes side vil være at Arla kan tillade sig at sætte prisen højere og der ikke er noget den stakkels forbruger kan gøre ved det. Derfor må man regulere hårdt, så firmaer som Arla ikke “afpresser” forbrugerne.

Forbrugerne vælger.

Men netop Arla-situationen viser at regulering af markedet er spild af tid og penge. Der skete nemlig det, at da det kom frem at Arla brugte deres position til at forhøje priserne på mælk, så blev mange forbrugere vrede på dem. En del af forbrugerne syntes at det var for dårligt, og de mistede tilliden til Arla, både på grund af deres prisforhøjelse og på grund af de kontrakter de har med landmændene der er ret svære at komme ud af.

Så mange forbrugere begyndte at se sig om efter andre mælkeproducenter, og hér viste det sig at Arla godt nok er dominerende på mejerimarkedet, men de har ikke et fuldstændigt monopol. Mindre mejerier som Mælkebøtte, Øllingegaard, Thise, osv. har hver deres lille flig af markedet, en flig der nu er blevet betydeligt større siden forbrugerne begyndte at miste tilliden til mejerigiganten.

Således meldte Øllingegaard i denne uge at de havde forøget deres omsætning med ca. 40% siden november 2003 (!), samt at de var klar til at betale for at købe bønder fri af deres kontrakter med Arla.

Det står vel klart for en hver at dette kun kan lade sig gøre fordi forbrugere har valgt at købe mere Øllingegaard, der nu tjener flere penge og derfor er klar til at investere i at købe bønderne fri fra Arla, fordi de forventer en endnu større efterspørgsel efter deres produkter i fremtiden.

Det er ikke resultat af en regulering, men er bevis for at det passer når liberale igen og igen forsøger at få folk til at forstå at virksomheder ikke bare kan gøre som de vil, men altid vil være afhængige af forbrugernes goodwill. Mister de den, mister de deres position på markedet.

Bendt Bendtsen er et fjols

Det skulle man så tro var nok, men nej. Bendt Bendtsen, der er erhvervsminister, har fattet at dette er noget som mange ikke bryder sig om, og er derfor klar med et indgreb der skal sørge for at Arla “opfører sig ordentligt”.

Ifølge Politiken går det bl.a. ud på at landmændene skal have nemmere ved at bryde deres kontrakt med Arla, at der måske ikke må opkræves bod fra Arlas side hvis landmændene bryder kontrakten, samt at Arla ikke må forsøge at presse deres konkurrenter ud af supermarkederne.

Det morsomme er at markedet er langt hurtigere til at reagere på den slags end selv den mest populistiske, taburetklæbende politiker nogensinde kan være. Bendtsens forsøg på at fiske stemmer på denne sag falder helt til jorden, både på grund af de ting jeg allerede har nævnt, men også fordi Arla er rædselsslagne for at miste markedsandele og derfor har meldt ud at de vil revidere deres måde at føre forretning på.

Derudover så bør en hver kunne se det groteske i at politikere forsøger at blande sig i hvorledes private fører forretning. Det er helt normalt at der skal betales bod hvis man bryder en kontrakt, så hvorfor skulle det være anderledes indenfor mejeribranchen? Det er tydeligvis kun fordi Bendtsen forsøger at vise vælgerne at han “gør noget” ved sagen at dette tåbelige forslag kommer på banen.

Hvis bønderne ikke er tilfredse med kontrakter, så skal de ikke skrive den under. Længere er den ikke. Noget som formanden for Danske Mælkeproducenter, Peder Mouritzen, da også klart melder ud til erhvervsministeren. Han opfordrer Bendtsen til at lade andelshaverne i Arla ordne det selv.

Arla-sagen bør gøre det tydeligt for enhver hvorledes markedet fungerer. At det ikke er et sted hvor onde kapitalister bare kan opføre sig som de vil, men at det derimod er forbrugerne der har det sidste ord, og virksomhederne der må rette sig efter det hvis de vil overleve.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password