Afskaf bistandshjælpen og åben grænserne

Daniel Beattie om indvandringsdebatten.

En ting der deler den liberale debat, er spørgsmålet om indvandring. Nogle er for fri indvandring, og andre imod.

For de fleste er der dog ingen tvivl om at det rigtige er at folk bør kunne rejse hvorhen de vil, så længe de respekterer den private ejendomsret, og ikke er andre til last.

I det samfund vi lever i, i dag, er det bestemt ikke sådan.

Skulle en dansk borger f.eks. vælge at gifte sig med en udenlandsk statsborger, så er det ikke muligt for han/hun at få sin ægtefælle til landet, hvis begge parter er under 24.

Det betyder intet om den danske statsborger garanterer at forsørge sin ægtefælle. Det er simpelthen imod dansk lovgivning at bo sammen med sin udenlandske ægtefælle i Danmark, hvis man ikke har den fornødne alder.

Loven er angiveligt lavet for at beskytte unge indvandrere imod tvangsægteskaber, på trods af at der ikke foreligger nogle klare beviser for at Danmark er specielt plaget af problemer med tvangsægteskaber I øvrigt.

Man har simpelthen besluttet at for at kunne “redde” disse ofre for tvangsægteskaber, så er det nødvendigt at straffe alle danske borgere under 24, der skulle være så uheldige at forelske sig i en udlænding. (Hvordan man er nået frem til det ’magiske’ tal 24, melder historien ikke noget om. Men staten mener åbenbart, at når man har rundet de 24, så er man udenfor fare. )

Dette er simpelthen en absurd politik, der griber ind i den private ejendomsret på den groveste måde. En hver borger bør selvfølgelig kunne gifte sig med hvem de vil, og leve sammen med dem, så længe at de selv betaler for det.

En anden ting er, at hvis jeg f.eks. skulle få den idé at invitere min fætter fra Albanien til at komme og besøge mig i Danmark, så er det stort set en umulighed.

Ligegyldigt om han skulle være meget velhavende, eller om jeg stiller en økonomisk garanti for hans ophold, så er der ikke mange chancer for at han ville kunne komme og besøge mig, da albanske borgere har meget begrænsede muligheder for at kunne få tilladelse til at få adgang til Danmark.

Igen, en klar overtrædelse af ejendomsretten.

Det er min fætter og jeg der betaler for hans ophold I Danmark, og under opholdet bor han i mit hus. Han ligger altså ikke staten, eller nogle andre borgere til belastning, men alligevel vælger den danske stat at nægte ham adgang til Danmark, alene på den baggrund at han er fra det fattige Albanien.

Dette var blot et par eksempler på hvordan staten blander sig i den private ejendomsret, og foretager ulovlige beslutninger, der vedrører borgernes private forhold.

Staten foretager lignende begrænsninger af borgernes rettigheder, når det kommer til udenlandsk arbejdskraft. Hvor det jo ikke altid er muligt at få en udlænding man gerne vil have ansat I sin virksomhed til landet, med mindre at man kan dokumentere at udlændingen har særlige kvalifikationer, som ingen dansker har.

Dette kaldes for “Green Card” ordningen. I øvrigt noget som Dansk Folkeparti gerne ser ophævet, da de mener at denne ordning “misbruges” til at importere billig arbejdskraft.

Havde staten respekt for ejendomsretten, så ville det selvfølgelig være en hver virksomhed muligt frit at ansætte lige præcis dem de ville, til den løn som man nu kunne blive enig om, virksomhed og ansat imellem.

Ligeledes burde det være min ret at leje en udlejningsejendom eller lejlighed ud til hvem jeg vil, men hér har staten også valgt at blande sig, på trods af at det er min ejendom, og de ikke burde have mulighed for at have noget at skulle have sagt I den sammenhæng. Jeg kan jo kun leje ud til dem, der allernådigst får indrejse og opholdstilladelse af den danske stat.

Men hvorfor kan man så høre libertarianere argumentere for at grænserne skal være lukkede?

Libertarianere er jo imod al statslig regulering, og som vi har set i eksemplerne ovenfor, så er resultatet af denne regulering klare overtrædelser af borgernes rettigheder, så det burde da være klart nok at den libertarianske holdning skulle være at staten skulle blande sig uden om, og lade borgerne klare det selv.

Men nogle libertarianere, der i princippet støtter fri indvandring, mener at dette kun er muligt i et libertariansk samfund. De er modstandere af det, så længe at vi lever i en velfærdsstat, hvor alle der får opholdstilladelse I landet, har ret til understøttelse. Understøttelse der er betalt via skatten, og derfor er stjålet fra borgerne.

Og der er da heller ingen tvivl om at dette er et problem. For selvfølgelig kan man ikke garantere bistandshjælp til alle der bosætter sig I Danmark, og samtidig have fri indvandring. Men er løsningen så ikke nærmere at argumentere for afskaffelsen af overførselsindkomster, i stedet for en begrænsning af indvandringen?

Problemet er at hvis man går ind for lukkede grænser, og begrænsning af borgernes ret til at vælge hvem de vil omgås, have ansat eller hvad ved jeg. Så støtter man et overgreb imod den private ejendomsret.

At støtte den slags, er bestemt et skråplan af dimensioner. Ejendomsretten må og skal være ukrænkelig. Den er vores garanti for frihed, og vort værn imod overgreb fra staten og andre forbrydere. Derfor kan man ikke gå på kompromis med ejendomsretten, selv om det måske virker meget belejligt.

For hvis ejendomsretten kan krænkes på denne måde for en større sag, så kan den vel også krænkes på andre måder? Og hvor er vi så henne? Så kan man måske også acceptere en rask lille krig, eller begrænset skatteopkrævning, så længe at der er gode argumenter for at det sker for en større sag.

Derfor er der for mig at se kun en rigtig holdning at indtage fra et libertariansk standpunkt, nemlig både at kræve fri indvandring og stop for overførselsindkomster på samme tid, da dette er den eneste måde hvorpå man kan begrænse udplyndringen af borgerne igennem skatten, og samtidig sørge for at alle frit kan associere med hvem de ønsker.

Så vil nogen sige at det måske ikke forekommer dem særligt realistisk. Men man må huske at som libertarianer er det man stræber efter ikke forskelle I grader af undertrykkelse, men derimod den fuldstændige frihed for alle mennesker.

Så til hver en tid, må man kræve det der er rigtigt, og ikke bare den ’bedste’ af de dårlige løsninger som staten giver en valget imellem. For at acceptere en løsning der overtræder individers rettigheder, er jo at forlænge undertrykkelsen, og netop derfor er det af største vigtighed at kræve at rettighederne bliver overholdt med det samme, I stedet for at søge kompromiset.

You may also like

0 comments

Sign In

Reset Your Password