Vil du være en Ung Pirat?

Det var da en usmagelig organisation, som ønsker at nasse på andres arbejde.

Nu er jeg ikke medlem i Ung Pirat, men derimod formand for Piratpartiet i Danmark. Men jeg vil gerne benytte lejligheden til kort at præsentere Piratpartiets politik, og forhåbentlig få lidt debat om den der går lidt dybere end beskyldninger om, at vi bare vil nasse på andres arbejde. Da jeg selv opfatter mig som liberal af grundholdning, vil enhver kritik af partiets holdninger fra liberalister være velkommen.

Piratpartiets politik tager udgangspunkt i de nye politiske problemstillinger vi ser ved overgangen til informationssamfundet. Jeg vil begynde med de af vore mærkesager, som er mindst vigtige for os.

Vi er meget kritiske overfor immaterialrettigheder. Dette emne har tidligere været debatteret på liberator.dk, og der er mange argumenter både for og imod. Jeg mene at immaterialrettighederne er problematiske, da de giver økonomiske enerettigheder (=monopoler), som forstyrrer det frie marked.

Ophavsretten vil vi reformere, så ikke-kommerciel kopiering og distribution af værker bliver lovligt. Det er nødvendigt, da en effektiv retshåndhævelse af ophavsretten ellers vil medføre et samfund vi ikke ønsker. Desuden vil vi begrænse ophavsrettens løbetid til f.eks. 5 år fra værkets offwentliggørelse. Det sidste er for at give kunstnerne bedre mulighed for at producere ny kultur, som baserer sig på eksisterende kultur, som ikke er mere end omkring 100 år gammelt. At vi ikke vil afskaffe ophavsretten skyldes at vi vil maksimere mængden af kultur tilgængelig for befolkningen, og her er vi nok, for at bruge Kinsellas ord, nogle “forkvapsede utilitarister”

Patentsystemet vil vi helt afskaffe. De nærmere argumenter herfor er nok lidt for dybe til et kort svar som her. Men patentretten stammer fra enevældens tid, og er stadig lige så korrupt som dengang. Den giver monopoler, som vi mener begrænser den tekniske udvikling mere end den gavner dem. Nyere både empirisk og teoretisk forskning understøtter dette synspunkt.

Men vores vigtigste politiske mærkesag er beskyttelsen af den personloge integritet. Dette begreb er ret bredt, og dækker over borgerrettigheder som f.eks. beskyttelsen af privatlivets fred, ytringsfrihed, informationsfrihed og retsbeskyttelse.

Specielt rettighedshavernes kamp imod piratkopiering på internettet truer den personlige integritet. En effektiv retsbeskyttelse af privat ikke-kommerciel kopiering kræver at staten (eller andre) får indblik i privat kommunikation, og herved er retten til privat kommunikation (som i Grundloven er formuleret med brevhemmeligheden) truet. Ikke mange ved det, men logningsdirektivet der kræver at al elektronisk kommunikation skal gemmes, så man kan se hvem der kommunikerer med hvem, blev i EU ændret efter pres fra især musikindustrien der gerne vil kunne bruge de loggede data til at fange pirater. Det var kun tænkt til at bruges mod terrorisme og grov organiseret kriminalitet, men IFPIs lobbyister fik det ændret, så de loggede data kunne bruges overfor enhver form for kriminalitet.

Ytringsfriheden er i konflikt med ophavsretten, da ophavsretten begrænser hvilke ytringer jeg må fremføre. På samme måde er ophavsretten i konflikt med ejendomsretten, da ophavsretten begrænser hvad jeg må gøre med det jeg ejer (jeg må f.eks. ikke kopiere en CD).

Og retssikkerheden er under voldsomt pres i en række lande. I Frankrig blev der vedtaget en lov, som sagde at en der tre gange af rettighedshavere var blevet beskyldt for at kopiere ulovligt på nettet skulle kunne nægtes adgang til nettet (en ny fansasifuld form for straf), uden krav om beviser eller at sagen skulle for retten først. Loven blev underkendt af det franske forfatningsråd som værende i strid med forfatningen. Nu er en ny version af loven ved at blive vedtaget: Her skal en specialdomstol der ikke må høre sagens parter, men alene må se på en rapport skrevet af staten, afgøre sagerne. Dommeren må højst bruge fem minutter på hver sag i gennemsnit.

Som sagt giver overgangen til informationsamfundet en række nye politiske problemstillinger. Dem ville jeg meget gerne have drøftet udfra en liberalistisk vinkel.

@Skovgaard

Hvor er forskellen i en vittighed og en historie (bog)?

Hvis gode idéer, videnskab, musik etc – immaterialrettigheder – ikke er beskyttelsesværdige, hvorfor er så fysiske rettigheder; og hvor går egentlig grænsen?

Hvornår er noget overhovedet beskyttelsesværdigt – skal man kunne holde det i hånden:) – og er det et et legitimt krav, hvis det forholder sig sådan?

Kan man overhovedet erklære ret over noget?

Er alt ikke et spørgsmål om magt?

Der er en væsensforskel på de materielle goder og de immaterielle goder.

De materielle goder er eksklusive. Det betyder at jeg f.eks. ikke kan have råderetten over samme cykel på samme tid som dig. Så når der er flere der har brug for cyklen på samme tid opstår der naturligt konflikter over råderetten. På samme måde for andre fysiske goder. Disse naturlige konflikter retfærdiggør, at staten skrider ind med regulering. Reguleringen kaldes ejendomsret.

Men det samme gælder ikke for de immaterielle goder. De er ikke eksklusive. Vi kan begge bruge samme gode ide, eller synge samme sang på samme tid. Får man et ikke-materielt gode fra en anden, mister den, som man får det af, ikke dette gode. Derfor ser vi ikke den konflikt over råderetten, som er naturlig for de materielle goder. Og derfor skal der andre argumenter til for at retfærdiggøre, at staten skrider ind med regulering.

Ja intellektuel ejendomsret er som HJH antyder baseret på rationel tænkning og ikke blind jagt på ideologi. Grunden til at man følger en ideologi burde jo være at man mener at den fører til et bedre samfund. Jeg mener at det fører til et bedre samfund når man kan tjene penge på sin arbejdsindsats og at andre ikke kan nasse. Og jeg mener at det er skidt hvis der produceres færre (eller meget meget billigere) film f.eks hvis ikke kan betale sig at poste penge i produktionerne.
Markedsanarkister og libetarianere mener jo at det er arbejdsindsatsen der skaber et ejerforhold. Typisk har det så været bundet op på fysiske produkter, men jeg synes at argumentet passer fint med ikke-fysiske produkter. Argumentet dækker det samme efter min mening. At man kan kopiere en bog eller film digitalt ændrer ikke ved at producenten nu frarøves værdien af sit arbejde og at incitamentet for at skabe noget srort og smukt nu formindskes kraftigt.

Egentlig kan jeg ikke forstå hvorfor det er tilgængeligheden af noget der skal afgøre om man ejer det eller ej. Det er jo argumentet for at man ikke kan eje digitale produkter – at det jo findes i uendeligt antal og at skaberen derfor ikke direkte mister noget. Det er logik på børnehave niveau efter min mening og næsten ikke en intellektuel diskussion værdig.

“Du kunne jo ligeså godt argumentere for alle andre monopoler. ”

Nej, hvorfor skulle jeg det?

“Med hensyn til film så behøver de selvfølgelig ikke frigive deres materiele. Men i dag har vi f.eks. fået flere premierefilm i Danmark, og det skyldes at de simpelthen ikke kan sælge gamle film til danskere mere, fordi så ser vi dem i USA (via download eller køb). Så det er da en situation som er forbedret, og den har da i hvert fald ikke betydet, at film er forsvundet.”

Kan ikke se at det er så relevant mht. det vi diskuterer.

“Bare rolig. Filmbranchen dør ikke. Den affinder sig med situationen og tjener fortsat mange penge. Men de vil da helst have monopol. Hvem ville ikke det? Det vil jeg da også.”

Det er ikke monopol at have rettighed til sine værker. Børnehave niveau!

Alt andet lige, tror du at filmbrafen vil tjene flere eller færre penge med IP rettigheder?

Jeg ved at frugten af eget arbejde ikke betyder noget for dig. Hvis vi så bare kan blive enige om konsekvensen for filmselskaberne er færre penge, så kan jeg nok ikke få mere ud af dig.

Skovgårds spørgsmål er yderst relevant: “Angående biografindtægter, hvad nu én biograf køber en en film og kopierer den til andres biografer og/eller privatpersoner. Hvordan kan filmselskabet så overleve det?”

Hertil vil jeg bemærke, at dette ikke ville være lovligt, hvis ophavsretten blev reformeret, som vi i Piratpartiet ønsker det, idet der ville være tale om kommerciel udnyttelse af værkerne.

Det er i øvrigt interessant at observere, at på trods af en markant stigning i omfanget af piratkopiering af film i de senere år, er filmindustriens omsætning støt voksende.

Dette går stik imod filmindustriens teori om, at piratkopiering går ud over salget. En sådan teori kan kun forsvares, hvis man bruger en stærkt forsimplet økonomisk model, hvor man ignorerer de markedsføringsmæssige aspekter af fildelingen, og antager at folk ikke vil betale for et værk, hvis de kan få det gratis.

Der er da også i de senere år blevet publiceret en del empirisk forskning fra bl.a. Harvard i USA, KTH i Sverige og den hollandska regering, som maner denne teori i jorden. Denne forskning viser – hvad der i de fleste tilfælde overraskede forsknerne – at fildeling ikke har en negativ indvirkning på omsætningen. Et stort forskningsprojekt ved Göteborgs Universitet viste direkte, at dem der fildeler film går langt oftere i biografen end dem der ikke downloader film.

“Men kan du forklare hvorfor folk skulle betale for noget de kan få gratis?”

Nej. Men når forskningen og en lang række eksempler siger, at det forholder sig sådan, hjælper det ikke at lukke øjnene og stædigt blive ved med at hævde det modsatte.

“Biografen har stadig den fordel at de kan vise filmen inde de kommer på DVD eller kan piratkopieres.”

Du kender vist ikke piratverdenen. De fleste film kan findes på fildelingsnettene mindre end 24 timer efter at de har haft den første premiere. Mange film kan findes flere uger inden de første gang har haft premiere – de kommer fra de prøveeksemplarer (såkaldte screeners), som filmselskaberne sender ud som markedsføring til bl.a. biografer og anmeldere.

“Hvorfor skelner i mellem kommerciel og ikke-kommerciel udnyttelse?”

Et relevant spørgsmål. Der er flere årsager:

For det første mener vi – udfra et utilitaristisk udgangspunkt – at ophavsretten kan være et incitament der kan fremme produktionen af kultur. Da utilitarisme er farligt (hvorfor behøver jeg vist ikke forklare nærmere i dette forum), er det samtidigt vigtigt at begrænse ophavsretten. En måde at begrænse den på, er ved kun at lade den gælde kommerciel udnyttelse af værkerne. En anden måde er ved at begrænse den ophavsretslige løbetid, så ophavsretten kun gælder i 5 år fra værkets offentliggørelse.

Den anden årsag finder man, hvis man studerer ophavsrettens historie. Her findes to retstraditioner: Den kontinentale ophavsret, og copyright. Copyright er primært en beskyttelse af forlagenes økonomiske interesser. Den kontinale ophavsret, som vi har her i landet, er primært en beskyttelse af ophavsmandens økonomiske og ikke-økonomiske interesser. De ikke-økonomiske interesser kaldes også “droit moral”, og omfatter bl.a. ophavsmandens ret til at blive navngivet som værkets ophavsmand. Droit moral vil vi ikke ændre ved.
Retshåndhævelsen. De to retstraditioner har de senere 20-30 år nærmet sig hinanden, så det i dag kan være svært at se forskel, men udgangspunktet er fundamentalt forskelligt. Men fælles for dem er, at de tidligere alene regulerede kommerciel udnyttelse af værkerne. Det var først med kassettebåndoptagerens fremkomst, at man for alvor begyndte at regulere ikke-kommerciel udnyttelse af værkerne i ophavsretten. De sørgelige rester af bestemmelserne om at kun kommerciel udnyttelse er reguleret findes stadig i ophavsretslovens §12. Her i landet skete det værste af denne udvikling ved lovændringen i 1995 – ikke på baggrund at grundige politiske overvejelser, men fordi en mediestorm rejst af IFPI og Koda få dage før folketingets andenbehandling fik den daværende kulturminister til i panik at fremsætte et uigennemtænkt ændringsforslag der indebar et totalforbud imod privat digital kopiering af ophavsretsligt beskyttede værker.

Men den vigtigste årsag til at vi skelner på denne måde skal nok findes i problemet omkring retshåndhævelsen. En effektiv retshåndhævelse er vigtig for at opretholde folks respekt for loven. Her duer det ikke, at vi – som i dag – har lovgivning, som folk uden nævneværdig risiko for etsforfølgelse kan overtræde. Omvendt skal vi også være påpasselige med at retshåndhævelsen ikke sker på en måde, så det medfører et samfund vi ikke ønsker at leve i. For retshåndhævelsen er det vigtigt at holde fast i principperne omkring retssikkerheden. Her er et samfund, hvor man kan straffe folk uden beviser eller forudgående domfældelse, og hvor man oven i købet kan blive straffet for andres lovovertrædelser (som man er ved at indføre i især Frankrig, men også tildels i Storbrittanien), ikke et ønskværdigt samfund. Et samfund, hvor retten til privat kommunikation er forsvundet til fordel for en bedre retshåndhævelse af ophavsretten er heller ikke et ønskværdigt samfund. Men her er problemet, at man ikke udefra kan afgøre om privat kommunikation krænker ophavsretten uden at aflytte kommunikationen.

Vi er altså nødt til på den ene side at se på hvordan vi kan få en effektiv retshåndhævelse af ophavsretten. Men på den anden side er vi også nødt til at se på, hvad vi effektivt kan retshåndhæve uden at krænke grundlæggende frihedsrettigheder som retssikkerhed og privatlivets fred. Som beskrevet ovenfor kan vi ikke effektivt retshåndhæve ikke-kommercielle krænkelser af ophavsretten uden at krænke privatlivets fred. Men for kommercielle krænkelser forholder det sig anderledes: Her vil der være et spor af betalinger, som kan efterforskes. Og kommercielle krænkere vil for at få kunder være nødt til på en eller anden måde at markedsføre sig selv, hvilket giver dem en betydelig risiko for at blive retsforfulgt.

@ Skovgaard

Jeg tror at Thomas Christensen henviser til din klovne joke. En vittighed jeg også selv fandt rigtig sjov. Synes jeg stadig den er :-)

Indrømmer gerne at jeg ikke læste hans indlæg igennem. Jeg ved ikke hvad Thomas mener.
Men street-respekt-point til dig for joken. Jeg grinede i hvert fald.

“Empirien viser, at en reel pris på 0 for digitale kopier (eller “piratkopiering”) ikke er noget problem for indholdsproducenter, der er villige til at forny sig og arbejde med nye forretningsmodeller.”

I vesten har vi ikke prøvet det, så hvor har du din empiri fra? Kina? Hvilke forretningsmodeller er det?