A ntallet af private sygeforsikringer er steget eksplosivt de sidste år. Antallet af danskere, som har en sygeforsikring, er nu oppe på 800.000. Den primære forsikringsform er igennem arbejdet, da det er meget omkostningsfuldt for virksomhederne, at have deres ansatte langtidssygemeldte. Derfor forsikres mange gennem deres arbejde, så man kan nedsætte en del af ventetiden ved sygdom. Dette resulterer i, at folk med private sygeforsikringer ofte kommer foran i køen hos lægen i forhold til folk uden.
En sådan nyhed går selvfølgelig ikke stille af sig i et gennemført socialdemokratisk land som Danmark, hvor velfærdsstaten bliver dyrket på religiøs vis, og hvor lighed, på stort set alle livets punkter, er målet. Den kære Henrik Sass Larsen var derfor også ude med kommentarer om bål og brand, og Socialdemokratiet hejser nu den røde fane med en helt ny kampagne, som skal sætte fokus på uligheden i sundhedssystemet.
Sass Larsen kom derfor med følgende udtalelse forleden: ”Sådan her kan det ikke fortsætte. Sundhedsforsikringer må ikke være afgørende – det skal sygdommen være”
Ser man bort fra Sass Larsens sirenesagn over, at nogle har fået det bedre, og er bedre forsikret mod sygdom end andre, så er det selvfølgelig værd at beskæftige sig med, hvad vi har i Danmark, og hvordan det fungerer.
For det fungerer nemlig ikke særlig godt. I Danmark kan man ganske enkelt mæske sig i pomfritter og wienerbrød, ryge læssevis af tobak og drikke sin krop ned, uden at man kommer til at betale for det. Hvor er rimeligheden i at folk, der lever et sundt liv skal betale for behandlingen at folk, der skal have et nyt knæ som følge af selvforskyldt overvægt? Lunger der ikke længere kan klare mosten, fordi de er blevet sodet til af røgen fra fyrre daglige grønne Cecil? Brækkede ben som følge af skiture? Listen over selvforskyldte sygdomme, som dagligt belaster vores sundhedssystem, er lang.
Hvis borgerne selv skulle betale for at få forsikret alle deres laster, så kunne det være, at de ville tænke sig om en ekstra gang. Det ville blive dyrt at forsikre sig som ryger, hvis man ikke er villig til at lægge smøgerne på hylden. Og skulle nogen vælge at være ligeglade, så fred være med det. Med et privat finansieret sundhedssystem går det nemlig kun ud over dem selv. Da vil rygerne selv bære forsikringsbyrden, ligeså vel, som at bilforsikringspræmien er højere for unge mænd.
Men hvorfor er det, sundhedsforsikringer er så forfærdelige. Nogle vil vel mene, at ikke alle har råd til at forsikre sig, hvilket der i en vis grad kan være noget om. Men det vil kun være en ganske marginal gruppe, og denne gruppe vil højst sandsynlig bliver hjulpet af privat nødhjælp. Men derudover er det mærkeligt, at man har den indstilling, at sundhed ikke er noget, man må tjene penge på, og at det offentlige derfor skal varetage rollen.
Hvis man ser på et område som fødevareproduktion, som må siges at være langt mere essentielt og vigtigere end sundhed, har det private marked altid klaret denne opgave. Det har resulteret i, at vi nu står i en situation, hvor der aldrig har været flere mennesker, som får tilstrækkeligt med mad. På trods af de mange tåbelige tilskud til økologi, har det aldrig været billigere at producere konventionelle fødevarer end nu, og intet ser ud til, at dette ikke skulle fortsætte.
Uagtet alt dette, bliver det nok næppe i de kommende år, at skrigehovederne inde på Christiansborg privatiserer sundhedsvæsenet. Men den eneste måde at komme sundhedsproblemet til livs på, og den eneste måde til ikke at gøre det til en pris, som kun en bureaukrat kan finde rimelig, er ved at privatisere hele sundhedssystemet. Hellere i dag end i morgen.
