Lars Seier Christensen (på billedet ovenover, snuppet fra Saxo Bank) er aktuel som mæcen for det nye europæiske Ayn Rand institut. Liberator har – via Jonathan – fået et lille interview.
Vi starter med et spørgsmål, som de fleste frihedsglade frihedskæmpere nok har stillet sig selv. Er det overhovedet værd at kæmpe på en politisk kampplads? Nytter det noget som helst?
“Det må enhver jo vurdere for sig selv. Jeg forstår godt at folk er skeptiske overfor politik generelt – politisk aktivitet gør ikke noget godt for mange af de personer, der involverer sig. Nidkærhed, magtbegær, konspiratorisk opførsel, overdreven opfattelse af egen betydning, moralsk korruption er blandt de karaktertræk der præger mange politikere. Men der er nu også enkelte, der har fattet at det i virkeligheden drejer sig om at begrænse politiks skadevirkninger, snarere end om at udøve sine egne holdninger og påtvinge andre mennesker sine egne kæpheste. Mange af disse mennesker er idag samlet i Liberal Alliance, og det synes jeg er lidt befriende at opleve. Misforstå ikke min egen rolle, jeg er ikke politiker og ønsker ikke at være det. Jeg stiller ikke op til politiske poster, det kunne jeg slet ikke tænke mig. Men jeg støtter gode mennesker, der er villige til at bruge deres egen tid til at forsøge at beskytte os andre imod de værste politiske overgreb og prøver at forandre retningen i vort semi-totalitære samfund. Nytter det noget? Jeg ved det ikke, det tager ihvertfald lang tid og systemet bærer jo nok sin egen ultimative undergang og korrumperende effekt i sig selv. Demokrati i sin helt grundlæggende forstand – tænk her på den amerikanske konstitution og de mennesker, der skabte den – er en fornuftig måde at indrette et samfund på. Men desværre forstår og respekterer de fleste politikere ikke de ellers åbenlyse restriktioner på overgreb på den enkelte, som konstitutionen indeholder. Dens ord og intentioner brydes på daglig basis. Men hvis ingen kæmpede imod systemets selvforstærkende tendenser ville det totalitære samfund være en nærmest uundgåelig følge, og den kamp forsinker og begrænser da ulykkerne, ihvertfald.”
Men der er alligevel bemærkelsesværdigt langt fra Liberal Alliances politik.. – og så til Atlas Shrugged?
“Tjah, det har du ret i, men LA er jo nødt til at leve i den virkelige verden, hvis partiet skal prøve at trække tingene i en friere retning. Og uanset om man kan lide det eller ej, har det politiske system tiltaget sig en utroligt stor magt, der slet ikke står i noget realistisk forhold til kompetencerne hos dem, der leder det. Derfor tror jeg også at begavede mennesker kan få indflydelse og råbe befolkningen op over en lang tidsperiode, men det kræver at man starter et sted, hvor man overhovedet bliver hørt, og forhåbentlig kan tilføre eksempler på, at mennesker er bedst stillet med mere frihed og mindre stat. De eneste, der reelt set formidler det budskab i Danmark på en synlig måde er LA. Og selvom man ikke synes det er så ambitiøst som man kunne ønske, så er det dog bedre end ingenting. En mand, der tørster, vil hellere have et glas vand end ingenting, selvom han måske i virkeligheden drømmer om en god flaske rødvin…. LA har brudt den ideologiske ørkenvandring i Folketinget og strakt et glas vand frem, men har endnu ikke bevist om partiet reelt kan ændre noget. Jeg tror der er en chance for det.”
Nu vi taler formidling af det gode budskab.. Ayn Rand Institute Europe. Hvad er dine planer og forhåbninger for det?
“Det lanceres officielt d. 28. April i København, og det er et forsøg på at hjælpe ARI i USA med at nå interesserede i Europa bedre. Der er mange små lommer i Europa af Rand entusiaster og vi vil hjælpe dem til at få bedre kontakt med hinanden. Sprog er et større problem i Europa end i USA og vi arbejder derfor med oversættelse i vid udstrækning. Instituttet, der indtil videre udelukkende vil være virtuelt, vil skabe web sites på op til 15 sprog og hjælpe med at formidle bøger, kurser, events og uddannelsesmaterialer på mange forskellige europæiske sprog. Jeg håber vi kan gøre en virkelig forskel med hensyn til at udbrede kendskabet til Rand og hendes ideer, for dem har Europa virkelig hårdt brug for.”
Hvordan ser Danmark iøvrigt ud om 20 år? Tør man spå?
“Når man som jeg har stor respekt for Ayn Rands analyse af politiske, økonomiske og moralske dynamikker, så kan man ikke lade være med at blive nervøs. Vi vil – såfremt vi ikke gennemfører meget markante reformer – stå i en yderst vanskelig situation om 20 år, men formentlig uden helt at forstå hvorfor, og politikerne vil som sædvanligt næppe lede hos sig selv for at finde de skyldige. De vil derimod tillægge markedet og “nyliberalisme” og finanssektoren og erhvervslivet skylden for Danmarks økonomiske deroute. Og det vil føre til forkerte løsninger, som beskrives bedre end jeg kan gøre det i netop Atlas Shrugged. Så hvis du gerne vil være meget nervøs over fremtiden, så er den bog et godt sted at starte….så ender vi i en semi-totalitær socialistisk stat, hvor danskerne vil have stadig mindre frihed og økonomisk råderum, for måske tilsidst at havne i en egentlig totalitær stat, når troen på Den Stærke Kvinde (det må næsten blive en kvinde i Danmark…) tager overhånd under økonomisk miserable forhold. Men, men…. Hvis man ser optimistisk på det, så kan man håbe, at virkelighedens alvor vil gå op for danskerne i tide og man vil gennemføre væsentlige reformer, der kan sætte en anden retning. Dette er om ikke andet en teoretisk mulighed for et lille land som Danmark, omgivet af store ineffektive velfærdsstater, der vil have langt sværere ved at revolutionere sig selv, og hvor vi kan skumme fløden af andres irrationalitet, lidt som Schweiz har gjort det længe. Så det er ikke umuligt at rette op på, selvom medlemsskabet af EU er en stor trussel mod vore muligheder for at reformere effektivt. Er jeg optimistisk? Næh, egentlig ikke. De negative dynamikker i vores samfundssystem trækker entydigt i retning af redistribution og demotivering af de dygtigste og mest værdiskabende mennesker. Så det kan meget nemt gå galt, og det er også en af hovedgrundene til at jeg er flyttet til Schweiz, hvor jeg tror processen vil vare en del længere, selvom retningen nok vil være den samme. Men Schweiz er allerede nu et godt eksempel på, at hvis man opfører sig blot nogenlunde rationelt, så kommer gode folk til landet og bidrager. Vi har 80-100.000 immigranter årligt, og langt de fleste er bidragende og ordentlige mennesker. Og hvis de ikke er, ryger de hurtigt ud igen. Men jeg synes stadig man bør forsøge at redde Danmark fra en så trist skæbne og det er grunden til, at jeg fortsat bakker op om folk, der prøver at gøre dette, selvom jeg ikke længere bor i landet.”
Om man står fast og kæmper eller ej – Der var jublen hos Liberator, dengang du tog skridtet, og flyttede fra Danmark til Schweiz. For Schweiz er for sejt! Hvor er det friest i Schweiz? Og har du hørt om Free State Europe projektet i Ticino?
“Schweiz har jo en udpræget grad af selvstyre i hver af de 26 kantoner, hvilket gør at de indretter sig forskelligt i et vist omfang. De store kantoner omkring Zurich og Geneva minder mere om resten af Europa, mens nogle af de mindre kantoner er langt friere og blander sig mindre i borgernes liv. Zug og Schwyz har specialiseret sig i at tiltrække professionelle arbejdstagere via lave indkomstskatter, mens den berømte lump sum skat findes i en lang række kantoner og administreres mere eller mindre ens alle steder efterhånden. Ticino projektet er modelleret over det amerikanske Free State Project, der har udset sig New Hampshire som et mindre, i forvejen relativt liberalt, område, hvor et vist antal politisk aktive libertarianer kunne arbejde effektivt på at begrænse staten. Ligesom i USA vil der være grænser for hvad den centrale statsmagt i Schweiz vil acceptere, men der er nok mere tradition for selvstyre her i landet. Projektet er ikke noget man hører meget om i Schweiz, så den helt store interesse har det ikke tiltrukket sig, men det er da en god ide, der går godt i spænd med tanken om Galt’s Gulch i Atlas Shrugged.”
Det kan være der kommer flere af den slags ideer med Ayn Rand Institute Europe.. Hvad skete der forresten for Saxo Bank i forbindelse med schweizerfrankens løsrivelse fra euroen, hvor Saxo Bank syntes at ønske mere regulering? Liberators læsere kom helt op i det røde felt..
– Var det hykleri?
“Det tror jeg måske var lidt af en overfortolkning af en enkelt udtalelse. Der er rigelig regulering af finansielle markeder, alt for megen faktisk, i forhold til hvad der er godt for kunderne og godt for samfundsøkonomien. Saxo Bank går ikke ind for at forøge regulering, men for at forsimple den og få den til at fokusere den på de vigtigste områder – kapital, ansvarlighed (også hos kunderne) og transparens. Kritikken man kan rejse er manglende selvregulering hos visse finansielle aktører – at give adgang til og anbefale ekstremt høje gearingsniveauer er ikke altid i kundens interesse, selvom det for de profesionelle kan være meget effektivt rent likviditetsmæssigt. Men hvis de finansielle institutioner grundet høj gearing ikke har den fornødne kapital til at sikre kundernes penge i ekstreme situationer som denne, ja så bryder de naturligvis med deres helt centrale raison d’etre – at beskytte deres kunders midler. Så mon ikke det var det, der mentes i den sammenhæng… Situationen med schweizerfranc var den mest ekstreme jeg har set i min karriere og den skadede mange, både investorer og finansielle institutioner. Men i bund og grund skyldtes den jo udelukkende utidig statslig indblanding i et frit marked, som det som oftest er tilfældet, når noget går galt.”
Udmærket. Vi siger mange tak til Lars for svar.