I gennem hele min opvækst har jeg lært, at vi er gode mennesker, fordi vi har demokrati. Vi er frie, fordi vi har demokrati. Vi er rige, fordi vi har demokrati. Vi mere kreative mennesker, fordi vi har demokrati. Vi er sikre på, at alle er glade og tilfredse, fordi vi har demokrati. Jeg har fået denne fantastiske nuancerede indsigt i demokratiets herligheder igennem en af demokratiets gartnere, som gøder jorden for fremtidige generationer: folkeskolen. Formålet med folkeskolen er at indpode ungdommen til at elske demokratiet – hvilket ses tydeligt i folkeskolens formålsparagraf (fra både 1993 såvel som 2006). Bertel Haarder har udtalt, at han ser det som sit mål med folkeskolen at bekæmpe en hver anti-demokratisk tendens i gennem folkeskolen – altså tage problemerne op med roden. Dette har manifesteret sig i, at det i dag nærmest er umuligt at kunne blive taget seriøst, hvis man sætter spørgsmålstegn ved demokratiets herligheder! Hvilket jeg dog vil gøre i denne artikel.
Vi kan starte med udgangspunkt i folkeskolens formålsparagraf, som prædiker, at de 10 års tvangsuddannelse skal oplære eleverne til medansvar, medbestemmelse eller rent ud sagt underkastelse af demokratiets beslutninger. De fleste synes denne formulering lyder fantastisk – men i sin grundlæggende form er den lige så vulgær, som hvis formålet med folkeskolen havde været at forberede ungdommen til at underkaste sig autoriteter eller for den sags skyld at lære at foragte autoriteter.
Fejlen ligger i, at målet med skolen er at indlære en bestemt normativ opfattelse af hele systemet – som værende noget universelt godt ligegyldigt hvordan det bruges. I Danmark var der forargelse over, at alle skolebøger i Irak hyldede Saddam og hans styre, men hvad er forskellen ud fra et teoretisk plan? Handler det i bund og grund ikke om simpel hjernevask i begge systemer? Nogle ville mene, at der er en enorm forskel, da Saddam jo var en ond tyran, og at vores ledere jo er valgt af os selv og dermed må være gode per se. Hvis man bruger denne argumentation, så køber man også det præmis om, at det er konsekvenserne af et system, man skal vurdere frem for det faktum, at den måde beslutningen er taget på; hvilket netop også fjerner kausal sammenhæng mellem demokrati og frihed. Det er ikke systemet som sådan, der kan være ”moralsk” godt – men derimod hvorledes det fungere på overliggende principper. Det er netop, hvad man bruger systemet til og ikke systemet i sig selv, der skal vurderes på den moralske skala.
Hvis jeg nu havde været en stor diktator i Danmark, og jeg brugte min magt til at fjerne alle reguleringer, tvangsafgifter og generelt blot øge den personlige frihed – ville det så være en ond proces? Hvis vi derimod nu rent hypotetisk forestillede os, at vi havde et demokratisk system, som brugte deres demokratiske indflydelse til at øge reguleringerne, øge tvangsinddrivelsen af kapital og generelt blot underminere den personlige frihed – er det så et godt system?
For mig er valget ikke svært, men for mange er det selve den demokratiske model, der er vigtig og ikke så meget hvilke øvrige faktorer, det forbryder sig imod. For mig er ejendomsretten/selvejerskabet det mest fundamentale princip, og derved kan jeg ikke lave et moralsk forsvar for systemer, der bryder sig herimod. For mange danskere er det mest fundamentale princip, at der er en kollektiv beslutningsproces – og derved kan der ikke laves et moralsk forsvar for principper, der modarbejder denne som f.eks. selvejerskab. Det betyder, at man dybest set kan tillade alt i et demokratisk system. Det er i orden at gøre folk til slaver og undertrykke dem – så længe 50 % af parlamentet ikke er imod det. Herved vil man kunne drage følgende slutning: hvis vi er frie, fordi vi har demokrati, og hvis vi er slaver, når vi har demokrati – så er vi frie, når vi er slaver. Herved ses de tydelige metodologiske fejlslutninger, når man kaster sig ud i denne ukritiske hyldest af demokrati per se.
Alt for ofte når jeg har angrebet det moralsk forkastelige i at leve i et samfund, hvor der sker hjernevask, tyveri og slaveri gennemtvunget af et voldsmonopol, er jeg blevet mødt med svaret: ”Hvis du ikke kan lide det, kan du bare stemme på nogle andre” – men hvori ligger det legitime i selve valget? Hvorledes kan det være, at selve beslutningsprocessen skal legitimeres ud fra en moralsk kodeks? Hvis slaverne i sin tid selv måtte vælge, om de ville være hos enten slaveejer A eller slaveejer B, ville de så pludselig være blevet frie mennesker? Hvis jeg selv må vælge, om jeg vil meldes ind i enten Moonbevægelsen eller Faderhuset, er jeg så et frit menneske? På samme måde forundres jeg over den frihed, jeg får til at vælge en administrator til et system, hvis hele eksistens jeg forkaster. Som nævnt er det netop selvejerskabet, jeg vægter højest, og herudfra kan der udledes forskellige beslutningsprocesser – det er ikke omvendt. For mig ses en indskrænkelse af mit selvejerskab ikke retfærdiggjort, fordi 50 % af en arbitrær gruppe synes det.
Hvorfor er det kun alle personer, der har opnået en tilfældigt fastsat myndighedsalder, som er blevet født i et eller andet tilfældigt område, og som stemmer til et eller andet tilfældigt valg, der må stemme om at misbruge mig og min ejendom? Hvorfor må jeg og mine venner ikke bare tage hen til en eller anden tilfældig person og så stemme os til hans ejendom? Det er fordi, hele konceptet om denne form for arbitrære demokratiske proces er illegitim på samme måde, som et hvert overfald er! Hvis demokratiet derimod var udsprunget af et logisk konsistent system, som selvejerskabet og dermed også aftale og kontraktuelle forhold, så ville det netop have sin legitimitet.
Et ægte demokratisk system handler ikke om, at jeg hvert fjerde år kan få lov til at forsøge at påvirke, hvem jeg vil have som mine diktatorer. Ægte demokrati handler derimod om at træffe sine egne valg. Når jeg kl. 03:45 køber en Cola i 7-eleven for 17,95, så stemmer jeg for, at denne butik skal holde åbent om natten og skal have kolde, usunde drikkevarer. På samme måde kan jeg stemme for, at der skal være god sundhedssikring for folk i svage kår ved at støtte det økonomisk. Jeg kan sikre mig, at folk ikke dør på gaden ved at hjælpe dem frem for at tvinge andre til at hjælpe dem. Gode gerninger kræver gode handlinger. Hvis nu vi derimod køber præmissen om, at folk vil ligge og dø på gaden, hvis vi ikke havde et flertalstyranni; så accepterer man også samtidig, at vores nuværende system er hamrende urepræsentativt! Hvis vi tror, at det, at vi stemmer, giver et bedre billede af, hvad vi i virkeligheden mener, end vores handlinger gør, så har man en grundlæggende foragt over for individet og dets frie valg og adskiller sig i bund og grund ikke væsentligt fra de værste diktatorer, som har ment, at man kunne løse problemerne bedst ved at undertrykke folk! Samtidig køber man ikke præmissen om, at andre kan have andre præference end en selv. Man stemmer netop ikke for at nå til enighed – man stemmer i håb om, at andre skal underlægges ens egne præferencer…
Hvad stemmer man på, når man sætter sit kryds i stemmeboksen? Partierne har proklameret døden over ideologierne, partimedlemmer bliver tæsket på plads for at følge deres egen overbevisning, og den typiske politiker er lige så stabil i sin overbevisning som vægten på en skuespiller. Herved virker det fuldstændig paradoksalt, at det, at jeg sætter et kryds, skulle have mere legitim magt, end at jeg træffer mine egne valg. Problemet er blot, at når man sætter det kryds, så er man med til at legitimere undertrykkelsen fra et system, som man muligvis forkaster. Derfor er målet ikke at påvirke politikere til fra den ene dag til den anden at blive de sande engle – dette løb er nok allerede kørt. Det er derimod at stoppe op og tænke over, hvordan man overhovedet kan retfærdiggøre det demokratiske system og spørge sig selv om, hvor sammenhængen mellem frihed og demokrati er? Er det direkte afledt af demokratiet – eller er det afledt af, at folk i bund og grund er, hvad man kan betragte som gode og anstændige mennesker?
Det kapitalistiske system er netop det system, der sikrer, at der er en sammenhæng mellem krav og viljen til at arbejde for disse krav. Men på samme måde har det også en indbygget risiko for, at folk frivilligt kan vælge at leve på andre måder – i modsætning nazismen, velfærdsismen, fascismen, socialismen, kommunismen og hvad det nu ellers hedder, når man vil gøre andre til slave for at få opfyldt sine egne præferencer.
