Der er ingen tvivl om, at velfærdsstaten har medført en markant ændring i vores måde at tænke på. Efter 1960’erne har de intellektuelle stået i kø for at fortælle os, at vi ikke har noget ansvar for vore handlinger. Forbrydere skulle ikke længere straffes, for "de var jo blot et resultat af uheldige omstændigheder" (miljøet). De uproduktive, de dovne og simulanterne skulle kompenseres for deres manglende lyst til at arbejde, og succesfulde mennesker skulle brandbeskattes, fordi "andre havde mere brug for pengene".
De svageste blandt os i dag er i højere grad er optaget af, hvordan de kan opføre sig uansvarligt og dårligt nok til, at de kan kvalificere sig til offentlige overførsler, end hvordan de kan komme videre i deres liv og sørge for, at deres børn ikke kommer i samme situation. Hvis de selv har kunnet klare sig og have en nogenlunde anstændig levestandard, hvorfor skulle de så lære af deres situation, og hvorfor skulle deres børn så ikke kunne klare sig på tilsvarende vis?
Løgne, manipulation og forstillelse overfor offentlige myndigheder såvel som ens private omgangskreds er desuden nødvendige for at kunne bevare overførslerne og illusionen om, at man er faktisk (lovgivningsmæssigt) og moralsk berettiget til at leve af at nasse på andre. Disse mennesker bliver nødt til at anskue andres succes som ufortjent og tilfældigt, fordi alt andet ville udstille deres selvbedrag på smertelig vis. Det er ubehageligt at nå frem til en erkendelse af, at man har valgt forkert stort set hver gang, man traf en væsentlig beslutning i sit liv. Det er ligeledes ubehageligt at skulle erkende, at forskelle i indkomster og formuer ikke blot kan være er resultat af tilfældigt tildelte talenter, men at flid og langsigtet planlægning rent faktisk tæller. Det er derimod langt lettere at tage de intellektuelles sirenesang til sig: det er ikke min skyld og jeg har ret til andres penge.
Vi er blevet mere kriminelle og respekterer i mindre grad andres ejendom og personlige integritet. Vi taler grimt til hinanden i offentligheden og tager ikke hensyn i trafikken, i elevatoren eller i køen i supermarkedet. "Road Rage" og "Happy Slapping" er blandt de nyeste eksempler på uciviliseret og uacceptabel opførsel, som har fundet vej til vore breddegrader fra specielt England, som fik en velfærdsstat to årtier før os, og hvor en endnu større andel af de intellektuelle har stået i kø for at fortælle os, at der ikke er nogen rigtig eller nogen forkert måde at leve sit liv på.
Ultimativt set har de ledende intellektuelle i Vesten de seneste årtier tilstræbt en delvis dyriskgørelse af befolkningen. Det kan godt være, at man i intellektuelle øjne ikke må dræbe og spise hinanden som på savannen i Afrika – med dyriskgørelse mener jeg i højere grad, at intellektuelle har forherliget de tendenser og den kultur, som lagde vægt på at følge sin intuition og sine drifter. At "leve i nuet" er et folkeligt udtryk for denne disciplin. Langsigtet planlægning, sparsommelighed og stræbsomhed bliver efterhånden betragtet med mistænksomhed eller som et håndgribeligt bevis på, at man har fået en mærkelig opdragelse af dårlige forældre. Sociale konventioner hæmmer ifølge de intellektuelle vor udvikling og selvrealisering – derfor skal de brydes uden hensyntagen til deres værd.
I det hele taget er den moralske diskussion om det gode liv i dag død. Den døde med accepten er, at hvad der er godt for dig er at følge dine drifter. Idet man ikke kan diskutere, hvad der er individets drifter (det ved kun individet), er diskussionen om det gode liv blevet meningsløs. Vel findes der masser af offentlig diskussion om, hvor vigtigt miljøet er, og hvor tolerante vi skal være over for mærkelige mennesker, som blot følger deres drifter og kulturer. Vel hersker der i offentligheden en konsensus om, at det er dårligt at være racist (og det er det). Men (pseudo)diskussionen om det gode liv handler i højere grad om, hvordan disse nye prioriter kan afspejles i opdragelsen af vore børn end, hvordan vore børns karaktertræk kan styrkes, så de kan lære at tænke selvstændigt og respektere andre mennesker samtidig med, at de forkaster venstrefløjens vision om et personligt ansvarsvakuum i en gigantisk velfærdsstat.
Også vor hjemlige politiske elite og dens intellektuelle venner har efterhånden i mange år ført en kamp mod middelklasseværdierne, som i ethvert samfund står som garant for samfundets langsigtede potentiale. Med velfærdsstaten indførtes en række direkte og indirekte angreb på middelklassens institutioner i form af sociale overførsler til alle, som brød ud af middelklassens kerneinstitution, familien.
Eksemplerne på familieundergravende statsregulering er mange. SU-støtten og gratis uddannelser mindsker børns afhængighed af forældres kapital og velvilje. Støtte til enlige mødre øger incitamentet for faren til at forlade forholdet eller forpligte sig yderligere gennem et ægteskab. Statspension mindsker ældres afhængighed af deres børn. Store statslige overførsler til vuggestuer, børnehaver og fritidshjem mindsker den tid, som bedsteforældre og forældre ville have med deres børn, hvis de selv skulle betale for noget tilsvarende (og kunne slippe billigere i skat).
Indførelsen af disse reguleringer har sammen med den intellektuelle elites sirenesang gradvist ændret vor måde at tænke på. I dag handler det derfor mere om os selv og vore drifter frem for om vore børn og vor familie. Den britiske psykiater, Theodore Dalrymple, har arbejdet med velfærdsstatens produkter (de svageste grupper) i britiske forstæder i flere årtier. Hans kommentarer om patienternes tænkemåder er dybt deprimerende og burde få det til at risle koldt ned ad ryggen på de fleste. Læs hans "Life at the bottom" eller "Our Culture, What’s Left of it".
Som et symbol og symptom på den familieødelæggelse, som engelske (kulturradikale) intellektuelle og den britiske velfærdsstat har skabt citerer Dalrymple eksempelvis en britisk moders forklaring til sin søn om, hvorfor hun nu lever med en anden mand: ”He was a better fuck than your dad”. Muligvis. Men kan man synke dybere end at bruge dette som en forklaring til sin egen søn? Denne kultur er ved at komme til Danmark, den er blot en anelse forsinket i forhold til England, fordi de har haft en velfærdsstat i længere tid end vi.
Mens vi i Danmark i mange årtier har været forskånet for materiel depravation, skal den åndelige fattigdom således nok cementere sig som et resultat af velfærdsstaten inden for det næste årti. At den allerede er her i form af høje tidspræferencerater og en nærmest ufattelig egoistisk selvcentrering, vidner følgende notits fredag den 10. marts i Urban om:
"Lysten til at lade børnene arve er stort set ikke til stede blandt de ældre. De tårnhøje formuer skal gå til forbrug, mener otte ud af ti danskere. Det fremgår af en analyse, som Epinion-instituttet har udarbejdet for dagbladet Børsen. Således mener 81 procent af danskerne, at de vil leve deres drømme ud i pensionsalderen og kun i mindre grad vil efterlade arv. Dermed er der kun 17 procent, der vil efterlade en god arv til deres børn og børnebørn."
Engang satte almindelige danskere en ære i, at deres børn og børnebørn havde en arv at se frem til ved ens bortgang. De fleste danskere efter 68-generationen har sikkert arvet et eller andet på et eller andet tidspunkt, men det er åbenbart ikke nok for dem. De vil hellere fyre det hele af på en gang og lade kommende generationer passe sig selv. 68’erne og de kommende to-tre generationer vil hellere leve i nuet, skøjte videre til det næste, ”gode knep” og lade deres børn vokse op i splittede familier uden at kunne se frem til en arv. Akkurat som dyr – eller måske endda værre? Ænder er trods alt monogame...
Hørt! Theodore Dalrymple kan varmt anbefales, og man behøver ikke engang købe hans bøger. De består af essays, som tidligere har været bragt i City Journal og ligger frit tilgængeligt på nettet her: http://www.city-journal.org/author_index.php?author=47 Start fra bunden - de ældste er de bedste.
"Eksemplerne på familieundergravende statsregulering er mange. SU-støtten og gratis uddannelser mindsker børns afhængighed af forældres kapital og velvilje."
Jeg synes at det er en positiv ting at man ikke er afhængig af sine forældre. Det er selvfølgelig trist at det er på andre menneskers bekostning, men isoleret set er det kun godt at være uafhængig. Tænk forældrene skal nu faktisk opføre sig ordentligt hvis de vil se deres børn, for børnene kan klare sig selv (på statens regning).
"Støtte til enlige mødre øger incitamentet for faren til at forlade forholdet eller forpligte sig yderligere gennem et ægteskab."
Pyha, rart at folk ikke tvinges i ægteskab de ikke ønsker. Dette er ikke i sig selv en negativ ting, selv om du har ret i at det fører noget andre negative ting med sig (mangel på ansvarsfølelse).
Jeg er sådan set enig i artiklen, og synes den er rigtig god.
Hvis man nu ser på det sidste aspekt, det omkring arven. Ligger der så ikke noget bag synspunktet med, at man ikke vil smide penge efter sine børn, og lære dem at lade tjene sine penge selv, i stedet for.
Man kunne vel godt forestille sig at børn der står til en stor arv engang, ville nedprioritere deres uddanelse og job, fordi de på et tidspunkt ville arve et stort beløb?
Min kone ville som russer kunne nikke genkendende til det meste det du skriver (Hvis hun altså gad læse liberator. Hun forstår ikke at jeg gider bruge tid på noget med politik, når jeg ikke får penge for det!)
I alle de forhold i famillien som du beskriver tager hun netop det modsatte synspunkt som velfærdsstaten. Her skal man så tænke på at hun stammer fra et land, som i 70 år var kommunistisk styret. Sovjetkommunismen formåede altså ikke at ødelægge den del af mennesket, hvilket måske kan skyldes at det kræver mange penge at gøre dette.
Men alle disse famillie forhold, er det egentligt ikke det som religionerne traditionelt har beskyttet, og som menneskene nu har frigjort sig af.
Måske som et led i en magtkamp mellem religionen og de intellektuelle.!
Den får mig til at tænke på at talemåden: "Enhver er sig egen lykkes smed", vel egentlig er en meget dårligt karakterstik af liberalismen. Det handler vel nærmere om, at enhver i konstrukttivt samarbejde med sin familie (og med andre former for forpligtende netværk) er ansvarlig for at være med til at skabe lykke.
Og så handler det vel om det åbenlyse, at dette ansvar ikke kan kastes i hænderne på en velfærdsstat.
Endelig får artiklen mig til at tænke på, at ordet "velfærd" - når det indgår i "velfærdsstat" er alt for positivt ladet. Man skulle måske hellere kalde det "lommepangesamfundet".
Pt. taler alle politikere om at sikre velfærden, men i virkeligheden mener de jo, at de vil sikre lommepengesamfundet og den fortsatte klientgørelse.
Nanny state er allerede brugt i anden betydning, og på dansk har vi jo allerede det nogenlunde tilsvarende formynderstaten som er yderst effektivt i debatten, men måske ikke så meget i velfærdsdiskussionen. Jeg tror ikke ret mange forbinder velfærdsstaten med formynderi (desværre).
Det er et interessant spørgsmål om et velegnet ord vil have endelsen -staten eller -samfundet. Der er jo stadier i den slags. Først ønsker man et velfærdssamfund, og så finder man ud af at den slags kan laves ved hjælp af staten. Eller også ønsker man en stærk stat og finder ud af at visionen om velfærdssamfundet kan bruges som løftestang. Under alle omstændigheder en giftig blanding.
Klientstaten kan jeg godt lide. Der er lidt undersåt over det samtidig med at det loyalt beskriver den relation som man indgår i med staten som borger i landet.
Socialstaten er også et godt ord. Det lyder ikke særlig rart i borgerlige ører, men giver til gengæld let bitre minder om Foghs gamle bog.
Servicestaten ville jeg betragte som ekstremt nedladende, men den opfattelse deles vist ikke af særlig mange. Det er nok mit personlige favoritord, men jeg tvivler på at det har den store gennemslagskraft.
God artikel!
Men et nyt navn til velfærdsstaten. Velfærd er jo ikke = velstand, snarere tvært om, da det jo går ud på at gøre alle lige "fattige", fattige i gåseøjne.
Under WW2 kunne man i Danmark købe noget som kaldtes "folkeleverpostej", enhver sammenligning med noget som hedder "folkeparti" er selvfølgelig helt tilfældig. Man kunne også købe "maksimalsko", men det er nok lidt dumt at døbe velfærdsstaten om til "maksimalstaten". Det er jo i forvejen det vi har.
Ja, der er jo meget at tænke over i den artikel. Ikke mindst er det påfaldende af 'statsstaten' afleder borgernes opmærksomhed på hvilke ressourcer de selv er i besiddelse af. Man skaber afmagt ved at foregive overfor borgerne at 'staten' alene kan handle og vide.
Med hensyn til dit angreb på 'venstrefløjen' så synes jeg det er lidt for let købt. Det afskrækker jo også mange interesserede når man dæmoniserer 'venstrefløjen'. Glem ikke at en stor del af forskellen mellem at være 'højreorienteret' og 'venstreorienteret' alene består i hvilke påskud man bruger til at indføre reguleringer og love. Libertarianisme er således betragtet hverken højre- eller venstreorienteret.
Med hensyn til arv, så tror jeg at det er et 'modeslogan' at forældre ikke sparer op til deres børn. En væsentlig del af forklaringen på at man gerne vil 'bruge' pengene er, at der er en skat på arv. Uden denne skat, ville flere nok være villige til at lade rigdom gå i arv, og således fremme opsparing. Sikke mange fradragsordninger med henblik på at fremme opsparing man kunne 'spare' på denne måde!
Kunne man dog blot finde politikere som var 'ligeglade' i stedet for at ville have 'indflydelse', som var 'afmagtsmennesker' i stedet for at være 'magtmennesker' og som var 'dovne' i stedet for at være 'flittige'. Sikke meget vi ville vinde!
Det er i sig selv iøjnefaldende hvordan socialisterne har formået at vende den i den almindelige borgers hoved, således at den af velfærdsstaten fremelskede egoisme er blevet et produkt af hyper/neo/ny/ekstrem-liberalismen/kapitalismen (eller bare "globaliseringen") snarere end af velfærdsstaten i sig selv.
Følgeslutningen er også mærkværdig, men logisk konsistent og vel en naturlig konsekvens af præmissen - altså den at velfærdsstaten er løsningen, ikke problemet.
Med fare for at komme til at lyde som netop en af de kulturramte egoister, har jeg en indvending vedr. dine betragtninger om arv:
Jeg synes du rammer forbi i betragtningerne om kortsigtede mennesker i dag vs langsigtet orienterede mennesker før i tiden. Ikke fordi tidspræferencerne ikke har skiftet.
Men fordi jeg synes det er dejligt, at det ikke længere er en herskende norm, at nogle mennesker alene på baggrund af tilfældige genetiske omstændigheder skulle udgøre en økonomisk forpligtelse for andre. Det må da være op til folk selv at vurdere - ingen mennesker har i mine øjne pr. definition krav på andre menneskers indkomst, upåagtet omstændighederne. Din individualisme er ikke metodisk, men er fuld af forbehold.
Hvorfor pokker skulle jeg efterlade en halv million til min unge på 57 når jeg stiller træskoene?
Jeg mener helt grundlæggende ikke, at du eller nogen som helst andre skal bestemme, hvad jeg skal bruge mine penge til. Heller ikke mine (fremtidige) børn. Hvad jeg bruger mine egne penge til, vil jeg selv bestemme, det er mine penge og jeg har selv tjent dem. Sådan må det da være i et frit samfund.
Jeg mener faktisk ikke at dit udgangspunkt, at ens børn har krav på en del af ens livsindkomst, adskiller sig ret meget fra socialisternes - at alle andre har krav på en del af livsindkomsten. Tankegangen er den samme. Jeg skal nok selv tage stilling til, hvordan jeg disponerer over min egen formue. Det er min ret som selvstændigt tænkende individ.
Mange liberalister deler formodentligt dine betragtninger om familien. Det gør jeg ikke. Jeg ser primært velfærdsstaten som en middelklassens institution - som jeg læser dit indlæg, står du som proponent for det stik modsatte argument.
Naturligvis var en del af den daværende "middelklasse" enige i din tankegang om familien som omdrejningspunkt, men det jeg synes at høre dig gøre, er at gentage Højres valgslogans fra starten af århundredet. Det var ikke middelklassens parti, og det havde længe været begravet ved etableringen af velfærdsstaten i 60erne og 70erne.
Som jeg ser det, var det middelklassen som skabte velfærdsstaten, og omvendt. Det var først med de offentligt ansatte der rigtigt blev etableret en middelklasse, før da var begrebet langt mere diffust. Velfærdsstaten angreb familien som institution, det er rigtigt, men middelklassen gjorde det samme - tænk på hvornår skilsmisseraten eksploderede for første gang i Danmark. De to ting hænger sammen.
På trods af velfærdsstatens angreb på de traditionelle værdier, tror jeg ikke en døjt på familien som den frelsende engel, der kan sikre "sammenhængskraft" og et modspil til egoismen ved at gå tilbage til svundne tider. Egoismen er et resultat af velfærdsstaten - den er ikke et resultat af det frie marked. Hvis velfærdsstaten afmonteres, så forsvinder meget af egoismen med den. Familie eller ej.
Individer indgår i mange forskellige sociale sammenhænge. Jeg personligt foretrækker dem, jeg ikke for længe siden blev tvunget ind i ved tilfældighedernes magt.
Us skrev:
"Hvorfor pokker skulle jeg efterlade en halv million til min unge på 57 når jeg stiller træskoene?"
- Der er vist ingen der siger at du SKAL noget som helst. Selvfølgelig må du selv bestemme, eller sådan burde det i hvert fald være.
Når jeg læser Davids artikel, så kommer jeg til at tænke på kineserne. Blandt mange kinesere er det en dyd at styrke sin slægt. Man sparer op til sine børn, sørger for at de får en bedre uddannelse end en selv, og prøver i det hele taget at gøre det bedre generation for generation. Dette burde være normalt, et udtryk for kærlighed til sine børn, og selvfølgelig ansvarlighed. Det er også dér du finder svaret på dit spørgsmål. Hvorfor efterlade sine penge til sine børn? Fordi man elsker dem. Det er såre simpelt.
Men når man har en velfærdsstat, som man regner med tager sig af det hele, så kan man blot nasse på andre. Hvorfor tænke på sine børns fremtid, når staten tager sig af alt? Det fremmer en afstumpethed overfor ens egne børn, de børn som man, efter min mening, burde føle et stort ansvar overfor. I stedet så siger man "hvad rager det mig?" eller som du "hvorfor skulle jeg efterlade mine børn nogen penge?". Kan man ikke føle kærlighed og ansvar overfor sine børn, så er der altså noget galt med en.
Uden denne stat til at tage sig af dine børn, hvem skulle så gøre det? Havde du tænkt dig at sætte børn i verden, og så sætte dem på gaden og se hvordan de klarede den? Det går jeg ikke ud fra. I stedet for staten, træder familien eller måske andre frivillige fællesskaber, men jeg vil mene at familien er det mest oplagte. Noget vi også ser andre steder, hvor staten ikke forsørger en, hvis det går galt. Det er naturligt at man føler omsorg overfor sine børn, og dermed er det også en naturlig orden at det er hos familien man sørger for hinanden. Selv om det, som sagt, også kunne være andre fællesskaber.
Jeg ser ikke at David siger at ens børn har KRAV på noget som helst. Som jeg opfatter det, så er der tale om en MORALSK forpligtelse, og ikke at børnene har RET til noget. Det er i hvert fald mit eget udgangspunkt: hvis man sætter mennesker i verden, så er det ikke for at skylle deres liv ud i toilettet, men for at opdrage dem bedst muligt og skabe individer der er bedst muligt rustet til at klare sig i verden. Dette indbefatter selvfølgelig også at give dem penge, hvis man har. Det er svært for mig at finde et bedre formål at spare op til end ens egne børn.
At du har lyst til at lave et alternativt fællesskab og indgå i dette er da fint med mig. Men jeg håber at du undlader at få børn, hvis du ikke har tænkt dig at gøre noget for dem.
"Som jeg ser det, var det middelklassen som skabte velfærdsstaten, og omvendt. Det var først med de offentligt ansatte der rigtigt blev etableret en middelklasse, før da var begrebet langt mere diffust. Velfærdsstaten angreb familien som institution, det er rigtigt, men middelklassen gjorde det samme - tænk på hvornår skilsmisseraten eksploderede for første gang i Danmark. De to ting hænger sammen."
Det meget muligt at man kan argumentere for at velfærdsstaten har angrebet familien som institution, bl.a. ved at overtage nogle af de opgaver som altid har tilhørt familien. (herunder forsørgelse og opdragelse af de unge)
Men at sige at middelklassen ikke kan eksistere uden velfærdsstaten og at middelklassen som begreb er korrelleret med begrebet offentligt ansatte er da vidst lidt af et postulat - som jeg ser det har kapitalismen skabt middelklassen, og middelklassen er den væsentligste drivkraft i ethvert samfund - velfærdsstat eller ej. Selve begrebet middelklassen går jo helt tilbage til Aristoteles - og ideen om at kapitalisme ikke kunne skabe en middelklasse var jo der hvor Marx bl.a. tog helt grundlæggende fejl...
Den beskriver det samme "dyriske" fænomen som du glimrende har gjort rede for på sin egen lidt "corny" facon. Og selvom den ikke skal tages for mere end det den er, er den faktisk både sjov og interessant. Mest på grund af den tid den blev lavet i.
> Også vor hjemlige politiske elite og dens
> intellektuelle venner har efterhånden i mange
> år ført en kamp mod middelklasseværdierne, som
> i ethvert samfund står som garant for samfundets
> langsigtede potentiale.
Hr. Karlsbøl: Velfærdssamfundet ER middelklassens
(defineret som gennemsnitsdanskerens) projekt!
"Den politiske elite" ER "gennemsnitsdanskerens"
repræsentanter! Ideen med velfærdssamfundet er
jo, at alt hvad er godt for gennemsnitsdanskeren
er både godt og moralsk rigtigt - ligegyldigt
om det så er til skade for folk, der ikke passer
ind i profilen "gennemsnitsdansker".
For det andet, at tilskrive velfærdssamfundet
til "de intellektuelle", er ganske enkelt ikke
korrekt. Velfærdssamfundet bekæmper jo "de
intellektuelle"! Hvad tror du regeringens
"opgør mod eksperter" går ud på? Forklaringen
er jo, at ideen om, at der kan være nogle
mennesker, der ved mere om et emne end andre,
ikke passer ind i velfærdssamfundets (og
jantelovens) basale ide om, at alle er lige!
Hvis Hr Karlsbøl med "de intellektuelle" mener
de kulturradikale 68'ere, er jeg helt enig.
Men de kulturradikale 68'ere er jo politisk
funderede, og ikke videnskabeligt funderede,
så at bruge ordet "intellektuel" i denne
sammenhæng er totalt misvisende. At
velfærdssamfundet så har valgt at kalde disse
mennesker "intellektuelle" ved at gøre dem
til adjungerede professorer på RUC eller
lignende, fordi de har skrevet en bog eller
en kronik i en avis, er noget helt andet.
Eller vil Hr Karlsbøl fortsætte velfærdssamfundets
kamp imod videnskaben og "eksperterne"?
Kent,
jeg kan anbefale dig Henning Fonsmarks "Historien om den danske utopi" fra Gyldendals forlag. Der vil du kunne se at intellektuelle har spillet en ganske vigtig rolle i etablering af velfærdssamfundet.
> Kent, man er ikke nødvendigvis videnskabelig
> hvis man er intellektuel.
Siger jeg det? OK - jeg kan måske
godt se, at det kan læses således ved en
ekstra gennemlæsning. Burde det egentligt
ikke kvalificere mig til en eller anden
form for "liberatorpris" - at jeg som
sandsynligvis den allerførste i dette
forum giver efter på noget jeg har skrevet
tidligere?...:)
Det er måske på tide, at der er een
der definerer begrebet "intellektuel"..
Hvorom alt er, så efterlader Hr Karlsbøl's
artikel det indtryk på mig, at "de intellektuelle" er
det samme som "de kulturradikale 68'ere", og
det er det jeg synes er MEGET misvisende.
Endvidere efterlader artiklen det indtryk på mig,
at velfærdssamfundet er noget, som
"de intellektuelle" generelt ønsker. Det
kan da være, at der er nogle mennesker, som
nogle folk ville kalde "intellektuelle",
der har spillet og spiller en stor rolle
i forhold til velfærdsstatens opførelse
og bevarelse. Men det faktum, at de kæmper
for dette, har da intet at gøre med, at de
kaldes "intellektuelle", men snarere deres
politiske overbevisning. Begrebet "de
intellektuelle" er ganske enkelt ikke et
meningsfyldt begreb. Det er derfor jeg
"brokker mig" (lidt).
Endeligt, Kjeld, jeg håber ikke
du siger, at "en intellektuel",
der stiller sig op og udtaler
sig om et eller andet emne, ikke
skal basere sine udtalelser på
videnskabelige betragtninger? Hvis
du mener dette, bliver det jo
nødvendigvis politiske ytringer,
og er jo netop det der er
problemet: "meningsdannerne" ved
jo ofte ikke en pind om hvad de
taler om, og dem der ved noget
bliver ikke spurgt!
Jeg ville da gerne at intellektuelle var videnskabelige. Problemet er at det er de sjældent når de udtaler sig politisk. Der vil de typisk udtale sig med en eller anden akademisk baggrund, og få det til at se ud som om de udtaler sig med videnskabelig autoritet. Men i realiteten udtaler de sig jo på slap line i forhold til enhver form for videnskabelig redelighed.
> Jeg ville da gerne at intellektuelle var
> videnskabelige. Problemet er at det er de
> sjældent når de udtaler sig politisk.
Hvis man spørger "en intellektuel", med en
viden indenfor et eller andet emne, om et
politisk spørgsmål, så får man naturligvis
et politisk svar. Anderledes kan det da ikke
være, og det kan man da ikke bebrejde
"de intellektuelle". Man skal da ALDRIG
stille et politisk spørgsmål, men det
gør man altid. En anden side er så, at
man stort set aldrig spørger en relevant
person, der kunne sige klogt om spørgsmålet.
Istedet hører man på hvad "den almindelige
dansker" mener om sagen, laver en meningsmåling,
og så handler man derudfra.
> Der vil de typisk udtale sig med en eller
> anden akademisk baggrund, og få det til at
> se ud som om de udtaler sig med videnskabelig
> autoritet. Men i realiteten udtaler de sig jo
> på slap line i forhold til enhver form for
> videnskabelig redelighed.
Er det et problem at man har en akademisk baggrund?
Skal det ikke være en matematiker der udtaler sig
om matematik og en økonom der udtaler sig om økonomi?
Der er love for videnskabelig uredelighed. Hvis
der er en person, som udtaler sig "på tyndt grundlag",
er det nemt for en anden vidende indenfor området
at påpege manglerne - hvis man altså spørger og
LYTTER naturligvis.
Men Kjeld, hvad er alternativet? Skal man træffe
beslutninger, der ingen holdbarhed har i
videnskabelige fakta? Eller skal man fortsætte
med at gøre som nu - følge opinionstallene - hvad
flertallet mener er det videnskabeligt korrekte -
ingen grund til at prøve at blive klogere.
For at vi ikke taler forbi hinanden, skal vi så ikke lige slå fast med 7-tommers søm, at der er ingen - heller ikke regeringen - der er modstander af videnskab eller folk der besidder anerkendt viden.
Når regeringen gjorde oprør med smagsdommerne, var det fordi der sad en masse folk i mange forskellige nævn og råd, der havde en akademisk bagrrund, og som udtalte sig politisk om et emne, men fremstilte det som om det var en videnskabelig konklusion.
Jeg tror der er mange herinde der selv har, eller er i gang med at age en akademisk uddannelse, og som sværger til, at holdninger skal være forankret i viden.
> Men Kjeld, hvad er alternativet? Skal man træffe
> beslutninger, der ingen holdbarhed har i
> videnskabelige fakta? Eller skal man fortsætte
> med at gøre som nu - følge opinionstallene - hvad
> flertallet mener er det videnskabeligt korrekte -
> ingen grund til at prøve at blive klogere.
"Det er måske på tide, at der er een der definerer begrebet "intellektuel"."
Ja. Hermed udloves et livsvarigt fri- og æresabonnement på www.landsbytossen.dk til den eller de, der måtte være i stand til at opfylde hr. Kents ønske.
Definitionen skal være af samme slagkraftige kvalitet som Jens Bjørneboes beskrivelse af journalister: Det er folk, der lever af ikke at kunne skrive.
P.S. Jens Bjørneboe, 1920-76, norsk forfatter, alkoholiker og debattør, æret være hans minde.
"Løgne, manipulation og forstillelse overfor offentlige myndigheder såvel som ens private omgangskreds er desuden nødvendige for at kunne bevare overførslerne og illusionen om, at man er faktisk (lovgivningsmæssigt) og moralsk berettiget til at leve af at nasse på andre."
Her synes jeg du misser en pointe, på trods af at du kommer tættere på den lige nedenfor det citerede, nemlig at den værste løgn sådan set nok er den man bliver nødt til at lave overfor sig selv.
For overfor sig selv moralsk at forsvare at man er berettiget til at leve på nas, er man nødt til at lyve overfor sig selv, man bliver nødt til enten komplet at mangle selvrespekt, eller lave selvbedrag for at bevare sin selvrespekt. Begge ting er vel slemme...
Og således blev det ikke bare næsten Ayn Randsk', men helt Ayn Randsk....
>> Men Kjeld, hvad er alternativet? Skal man træffe
>> beslutninger, der ingen holdbarhed har i
>> videnskabelige fakta? Eller skal man fortsætte
>> med at gøre som nu - følge opinionstallene - hvad
>> flertallet mener er det videnskabeligt korrekte -
>> ingen grund til at prøve at blive klogere.
> Hvad er forskellen?
Bedre beslutninger - er det så kompliceret?
Eller mener du ikke, at der er noget der hedder "viden"?
Skal vi lukke universiteterne og skippe uddannelserne?
Eller skal vi blot tillade folk at søge viden - sålænge disse folk
ikke bliver så frække at mene, at viden skal bruges til noget?
"Vi er blevet mere kriminelle og respekterer i mindre grad andres ejendom og personlige integritet. Vi taler grimt til hinanden i offentligheden og tager ikke hensyn i trafikken, i elevatoren eller i køen i supermarkedet. "Road Rage" og "Happy Slapping" er blandt de nyeste eksempler på uciviliseret og uacceptabel opførsel, som har fundet vej til vore breddegrader fra specielt England, som fik en velfærdsstat to årtier før os, og hvor en endnu større andel af de intellektuelle har stået i kø for at fortælle os, at der ikke er nogen rigtig eller nogen forkert måde at leve sit liv på."
Insinuerer du at velfærdsstaten skulle være årsag til/give anledning til "Happy slapping", "Road rage", uciviliseret opførsel (hvad dette så end indbefatter) etc.? Hvad med USA hvor Velfærdsstaten traditionelt har været minimal? Er der ingen uciviliseret opførsel der? Alt ondt skyldes, -hvis vi skal tro ovenstående Velfærdsstaten!!!!!?????!!!!! Det er jo til at dø af grin over.
