Liberator.dk: Skift til Linux!

 Internetmagasin om kapitalisme og frihed
 |  Arkiv  |  Om Liberator   |  Bannere
  Den 9. februar 2010 

Den 15. februar 2007
Skift til Linux!

Den amerikanske efterretningstjeneste sidder måske lige nu og roder i din Windows-maskine. Det kan undgås ved at skifte til Linux. Vi viser hvordan!

Af Lasse Olesen
Hvorfor ikke Windows
Siden Microsoft udgav Windows 95 for over 10 år siden har den amerikanske efterretningstjeneste NSA haft en finger med, da hver enkelt system blev udviklet. I 1997 blev der fundet en fil, som kommer med alle Windows-installationer, som tyder på, at NSA har en bagdør indbygget på alle Windows-maskiner. Dvs. NSA muligvis har direkte adgang til fx selv dine krypterede private e-mails. Og under udviklingen af den nyeste udgave af Windows, der netop er kommet på gaden under navnet Vista, har NSA haft mere at sige end nogensinde før. Microsoft selv afviser naturligvis alle påstande om, at NSA har en bagdør indbygget i Windows. De siger, at NSA alene har været med for at forbedre sikkerheden i systemet. Men det virker mistænkeligt, at de ikke kan fortælle præcist hvad ovennævnte fil gør, og hvorfor det netop skal være en statslig efterretningstjeneste, der skal hjælpe med at forbedre sikkerheden, når et privat sikkerhedsfirma kunne udføre opgaven lige så godt. Fakta er i hvert fald, at du ikke har nogen sikkerhed for, hvem der muligvis har direkte adgang til din computer, så længe kildekoden til Windows holdes hemmelig af Microsoft. Og da deres forretningsmodel netop bygger på lukket kildekode, skal vi ikke forvente, at de nogensinde viser den frem.

Ved at skifte til et styresystem med åben kildekode kan du være helt sikker på, at dit system ikke indeholder skjulte bagdøre. Linux er det mest populære styresystem med åben kildekode, det er gratis, og det er dette system, denne artikel vil hjælpe dig skifte til. Linux’ kildekode ligger frit tilgængeligt på nettet, dvs. alle der kan læse programmeringssprog kan gå ind og forsikre sig om, at der ikke findes bagdøre i systemet. Det er din sikkerhedsgaranti.

Desuden er Windows frygteligt plaget af virus og andet ondsindet software. Den eneste måde man som Windows-bruger kan afhjælpe dette er ved at købe og abonnere på en mindre håndfuld programmer, der hele tiden holder øje med, at din computer ikke inficeres. Men det kræver alt sammen ressourcer, så hvis ikke din computer sløves af ondsindet software, så bliver den sløvet af det gode software, der skal blokere det ondsindede. Ved at skifte til et alternativt styresystem som Linux undgås det fuldstændigt, da ingen gider skriver ondsindet software til et system, som kun få procent bruger, og som i øvrigt også er sværere at inficere end en Windows-computer.

Endelig er Linux ganske gratis. Hvis du ikke vil træde nogle copyright-indehavere over tæerne, men heller ikke rigtigt har pengene til at købe og betale Windows, er Linux et gratis alternativ, der er mindst lige så godt.

Der findes flere forskellige udgaver af Linux, såkaldte distributioner. Men fælles for dem er, at de de seneste år har gennemgået en forrygende udvikling mod større brugervenlighed. Hvis du for blot få år siden har prøvet Linux vil det være en helt ny oplevelse at bruge det i dag. Og det er en skrøne, at man skal kunne skrive lange snørklede kommandoer for at bruge Linux: Alt kan ordnes med peg og klik, inklusive installationen. For nye brugere skal det nævnes, at du kan finde programmer til alle de opgaver, du nu løser i Windows: Du kan surfe på nettet, tjekke dine mails, læse og skrive dokumenter fra Microsoft Office, redigere billeder, chatte på MSN Messenger, se TV på DRs hjemmeside, bruge netbank osv. Og til stort set alle formål er de bedste programmer også med åben kildekode, dvs. helt gratis. Det eneste punkt hvor Linux halter bagefter og formentlig fortsat vil gøre det mange år fremover er angående spil. Med få undtagelser udkommer de nyeste kommercielle spil kun til Windows. Der kan købes såkaldt emuleringssoftware, der gør sit bedste for at køre Windowsspil i Linux, men hastigheden kan ad disse omveje aldrig blive lige så god som direkte i Windows, og ofte vil man støde på fejl undervejs. Til gengæld er der tonsvis af mindre spil at hente på nettet. Og der er aldrig tale om Windows ELLER Linux. Guiden her lader dig installere Linux ved siden af dit Windows, således du blot vælger, hvilket system du vil bruge, når din computer starter. Når jeg vil spille starter jeg derfor Windows, til alt andet starter jeg i Linux.

Anskaffelse
I denne guide installeres distributionen Ubuntu Linux, der er en af de absolut mest populære og brugervenlige distributioner, og så findes den på dansk.

Hvis du har en brænder og ved, hvordan man brænder en image-fil, så kan du selv downloade og brænde filen herfra. Under "the Newest Ubuntu Release" find "CD Image for desktop and laptop PCs".

Det allernemmeste er dog at bestille en CD fra en internetbutik. Hos LinuxPusher.dk brænder de CD’en ud til dig for 20 kr. og sender den med posten. Vælg den nyeste udgave af Ubuntu på siden. Pt. er det Ubuntu Linux 6.10 Desktop, men når du læser dette, kan der være kommet en nyere.

Installation
Forsikr dig først om, at du som absolut minimum har 4GB ledig plads. Ubuntu fylder ca. 3GB, så det giver dig 1GB til dokumenter og ekstra programmer. Dernæst tag en backup af dine vigtigste dokumenter. Ubuntu vil aldrig slette dine data, men hvis der sker en hardware-fejl, eller strømmen går, er man aldrig sikker. Når du har CD’en klar sætter du den i maskinen og genstarter computeren. Hvis alt er godt vil du efter lidt tid se et Ubuntu-logo samt en lille menu nedenunder som på billede 1 nedenfor.

I sjældne tilfælde kommer Ubuntu-logoet IKKE af sig selv. I så fald er din computer ikke sat op til at starte fra CD. Det laver du om på ved at genstarte computeren igen, og på skærmen vil der stå instruktioner til at komme ind i BIOS Setup. Det er oftest et spørgsmål om at trykke på Delete eller F10 eller F12. I BIOS Setup skal du finde et punkt der hedder noget i retning af Boot Sequence og sørge for, at CDROM står først. Afslut BIOS og nu starter maskinen fra din Ubuntu-CD.

Billede 1


Her trykker du naturligvis Enter ved øverste menupunkt. Ubuntu starter nu op fra din CD. Ikke blot en installation, men hele Ubuntu-systemet kører direkte fra CD’en uden at installere noget. På den måde kan du nemt tage CD’en med og demonstrere Ubuntu for venner og familie på deres egen computer uden installation. Men da det er noget langsommere at starte fra CD, kan der godt gå en håndfuld minutter, før du er ved Ubuntus skrivebord:

Billede 2


Dobbeltklik på Install-ikonet på skrivebordet. Vælg Dansk og tryk Fremad. Vælg tidszone hvis den ikke har gættet rigtigt og tryk Fremad. Vælg et andet tastaturlayout hvis du ikke bruger et almindeligt dansk tastatur og tryk Fremad. Skriv dit navn og det brugernavn og kodeord, du vil logge ind med i Ubuntu, og tryk Fremad. Nu skal du finde pladsen til din Ubuntu-installation. Da du vil beholde Windows og dine dokumenter skal du IKKE vælge din harddisk øverst. Vælg i stedet "Redigér selv partitionstabellen", og du får et billede lig dette:

Billede 3


Højreklik på linjen med din harddisk og vælg "Resize/Move". Det giver dig følgende:

Billede 4


Ud for "Free Space Following" bestemmer du, hvor meget plads Ubuntu skal have. Skriv som absolut minimum 4000 – men jo mere jo bedre – og tryk Resize. Højreklik derefter på linjen med "unallocated" og tryk "Ny".

Billede 5


Ud for New Size skriv 1000 og vælg "linux-swap" under Filesystem. Tryk Tilføj.

Billede 6


Højreklik på "unallocated" igen, tryk Ny, og ud for "Free Space Following" skriv 0. Tjek at der ud for filesystem står "ext3". Tryk Tilføj.

Så er du færdig her. Tryk Fremad.

Billede 7


På næste skærm skal du kontrollere, at der ud for dem, der hedder noget med /media/ IKKE er krydset af under Genformater, ligesom på billedet. Dette er meget vigtigt, da dit Windows og dine dokumenter ellers slettes. Ud for swap og / skal Genformater dog være krydset af. Tryk Fremad.

Du får en oversigt over din installation. Tryk Install, læn dig tilbage og vent på, at Ubuntu installeres. Der kan godt gå en halv time. Når den er færdig, bliver du bedt om at fjerne CD’en fra drevet og trykke Genstart, så det gør du.

Igang med Ubuntu
Når din computer starter igen, får du en menu, hvor du kan vælge mellem at starte Ubuntu eller Windows. Bare tryk Enter for at vælge den øverste Ubuntu. Efter kort tid præsenteres du for login-skærmen – skriv brugernavnet og koden du angav under installation. Skrivebordet ligner det, du så under installation, men du vil opdage at din Windows-harddisk ligger på Skrivebordet. Hvis du skal bruge dine Windows-dokumenter ligger de der. Bemærk, at du kan kun læse fra din Windows-harddisk, du kan ikke skrive til den.

Modsat en frisk Windows-installation følger stort set alle programmer, som du har brug for, allerede med. Hvis du trykker på Programmer i øverste venstre hjørne og navigerer ned til Internet finder du Firefox til at surfe med, Gaim til at logge på MSN Messenger og andre chat-services samt Evolution til at læse e-mails.

Under Kontor finde du OpenOffice-pakken, der indeholder tekstbehandling, regneark, præsentationer og database.

Under Lyd og video finder du forskellige multimedieprogrammer, men du kan endnu ikke afspille MP3, DVD eller komprimerede film, ligesom du heller ikke kan se Flash, Java eller WebTV, når du surfer. Det skal først installeres, så det gør vi nu:

Billede 8


Til det formål henter vi værktøjet Automatix, som vil gøre arbejdet for os. Hent og kør pakken, der passer til din Ubuntu-version – pt. er den nyeste 6.10. Skriv din kode hvis du bliver bedt om det og tryk på Install Package i programmet der åbner.

Billede 9


Automatix kan derefter startes fra Programmer -> Systemværktøjer -> Automatix. Under Multimedia skal vi bruge AUD-DVD Codecs, Flash Player og Multimedia Codecs. Kryds dem af og tryk Start, og Automatix downloader og installerer det hele for dig. Undervejs vil du se en hel masse tekst, men det kan trygt ignoreres.

Billede 10


Nu mangler vi kun Java, og det installerer du i Programmer -> Tilføj/Fjern. Søg på "java" og marker "Java plugin for mozilla/firefox" og tryk O.K. Så downloades og installeres det også.

Tillykke! Så er vi færdige. Nu skal du bare bruge dit nye styresystem.

Windows-programmer
Har du et Windows-program, som du absolut ikke kan undvære, kan du købe programmet CrossOver Office. Det kan køre en lang række Windows-programmer.

Mht. Windows-spil kan du købe Cedega, der understøtter en hel del Windows-spil.

Ekstra: Eye-candy
Nu hvor du har en fuld funktionel Linux-computer, kan vi give den nogle vilde effekter. Folk er meget begejstrede for Windows Vistas nye effekter, men det er det rene vand i forhold til, hvad programmet Beryl kan give dig på Linux. Se her:



Beryl kræver, at du har et forholdsvist nyt 3D-kort installeret i din computer. Har du det, skal du først tilføje Beryls installationskilde, og det gør du under System-menuen -> Administration -> Softwarekilder. Klik på Fanen Tredjepart, tryk Tilføj og indsæt følgende linje:

deb http://ubuntu.beryl-project.org/ edgy main

Klik Tilføj kilde. Når du lukker så tryk Genindlæs. Start Synaptic i System -> Administration -> Synaptic og tryk på Søg-knappen i værktøjslinjen. Søg efter beryl. Marker beryl i søgeresultaterne og accepter de andre pakker, der følger med. Søg efter emerald-themes og marker også den. Installer det hele ved at trykke Anvend i værktøjslinjen.

Når den er færdig kan du starte Beryl under Programmer -> Systemværktøjer -> Beryl Manager. Mens Beryl starter vil dine vinduer et øjeblik miste deres "kant". Hvis kanten ikke kommer tilbage, eller du ikke ser nogen effekter, så har du enten intet 3D-kort eller driveren er ikke installeret korrekt. Det er uden for denne guides område at hjælpe dig med den rigtige driver, men tag et kig på denne side.

Hvis Beryl virker kan du se, hvordan dine vinduer er blevet til blød gummi ved at flytte dem. Du har samtidig fået fire forskellige skriveborde. Prøv at holde Ctrl + Alt nede mens du trykker på venstre musetast og flytter musen rundt. Svedigt, hva’? Du kan flytte vinduer mellem de forskellige skriveborde ved blot at trække dem hen til og udover kanten. Se flere tricks med Beryl. Beryls indstillinger kan ændres og leges med ved at højreklikke på den røde diamant ved siden af uret.

For at få Beryl til at starte automatisk hver gang, du logger ind, skal du ind i System -> Indstillinger -> Sessioner. Under fanen Startede programmer tilføjer du "beryl-manager".

Slut
Du har nu en helt gratis, funktionel, lækker og ikke mindst sikker computer. Det er et helt andet system end Windows, så derfor vil du ret sikkert støde på ting, du skal have hjælp til. Spørg her i en kommentar (skriv også om din gode oplevelse, hvis du ikke har problemer :-) eller opret et emne på LinuxIN.dk, der er Danmarks største Linux-forum.

God fornøjelse!

Lagt på Liberator den 15. februar 2007

Af Lasse Olesen
Email: liberator@FJERNDETTEfimp.dk
Lasse Birk Olesen rejser for øjeblikket rundt i The Americas. Han sidder i Liberators redaktion og var blandt initiativtagerne til EGO.

Kommentér artikel (pga af spam, er det lukket for kommentering af artiklen, men kommentèr endelig i en trÃ¥d i debatforummet)

Indsat af Anders
Email:

Jeg troede ellers at Linux var lig med kommunisme.

Indsat af Lasse Birk Olesen
Email: din@email.dk

Kommunisme er tvang og vold. Linux udvikles frivilligt.

Indsat af Advocatus Diaboli
Email: din@email.dk

Jeg ville have skiftet for længst, men alle de programmer jeg bruger til at lave musik findes ikke til Linux.

Indsat af Lasse Birk Olesen
Email: din@email.dk

Djævel -> Som nævnt i artiklen findes der emulerings-software. Tag et kig på denne liste og se, om dit program ikke findes der.

Indsat af Lasse Birk Olesen
Email: din@email.dk

Der er selvfølgelig også musik-software til Linux, hvis du har mod på at sætte dig ind i et nyt program:
Wired
Rosegarden
LMMS
Mere

Indsat af Kjeld Flarup
Email: din@email.dk

Jeg kan kun sige at det er et godt initiativ. Om amerikanerne snager skal jeg ikke kunne sige, men sikkerhedsmæssigt så er der andre fordele ved Linux.

F.eks. er der ikke ret mange viruser. De porte som en Linux maskine har åbnet ud til verden, er også meget sikre, idet tusindvis af programmørere verden over har studeret koden for mulige trusler.

Og glem så ikke de nye muligheder. Enhver Linux maskine er født med en webserver. Via secure shell (SSH) kan man fra resten af verden gå ind på sin egen maskine og hente et dokument eller hvad man nu lige står og mangler.

X desktoppen der snart er 30 år gammelt kan bruges remote fra andre maskiner, noget som Microsoft først fandt ud af at gøre for 5 år siden, og som de ikke tilbyder i deres billigste udgaver. Og ja man kan blive ved. Her er det bare med gratis.

Indsat af Soren
Email: dko8489@vip.cybercity.dk

Hvis CIA sidder og læser hvad der sker på min Windoze maskine lige nu, så desto meget bedre. Det kan være at jeg kan hjernevaske dem til at blive liberalister og stemme Liberatarian.

Indsat af Thomas Høyrup
Email: din@email.dk

Blot mine 5 cent om sikkerhed og Windows vs. Linux.

Selvom NSA skulle have en bagdør i Windows, forhindre det ikke diverse underlødige organisationer og statsmonopoler i at fysisk erhverve (dit) hardware, som f.eks. i Tvindsagen.

Hvis du virkeligt ønsker privacy, så er Linux lige så sikkert som Windows. Her kan jeg kun henvise til:

http://it.slashdot.org/article.pl?sid=03/10/26/1550237

NSA mener åbenbart at 512 bit ECC er sikkert, medmindre det er et fupnummer til at narre fjenden: http://en.wikipedia.org/wiki/Elliptic_curve_cryptography

Forskellige statsapparater har dog ikke holdt sig tilbage for andre metoder - f.eks. http://en.wikipedia.org/wiki/Rubber-hose_cryptanalysis

Pris på information er ikke neutral. Linux er forresten et fremragende operativsystem.

Indsat af Jakob
Email: JakobKristiansen@gmail.com

Kan man have ubunto som et #2 operativsystem? evt. på en anden partition af ens HDD ?
- så kan man i opstarten vælge hvilket program man vil arbejde i windows eller linux.

Så kan man tage windows, når man absolut skal arbejde i office 2007.

Indsat af Lasse Birk Olesen
Email: din@email.dk

Jakob -> Hvis du følger min guide er det lige netop på den måde, Ubuntu vil blive installeret. Når du starter din computer vælger du blot mellem Windows og Ubuntu.

Indsat af Kjeld Flarup
Email: din@email.dk

Der findes tusindvis af instruktioner derude omkring hvordan man kan kryptere sin harddisk under Linux. Alle kræver de dog at man kan lidt mere end at bruge en mus.

En af de instruktioner der ser ud til at være lettere at gå til og som ikke kræver det helt vilde er denne: http://www.mepis.org/node/11434

Her opretter man blot et enkelt område som er krypteret.

Men der findes også folk som har krypteret hele filsystemet, inlusive swappen: https://help.ubuntu.com/community/EncryptedFilesystemHowto

Indsat af H. Roland J.
Email: din@email.dk

Jeg synes bestemt, at NSA skal have lov til at glo i min maskine. Der ligger tonsvis af pr0n, som de kan sidde og få sig en stille spiller til - dét er ihvertfald bedre end deres normale arbejde...


Indsat af Carsten
Email: din@email.dk

Her et lidt roddet indslag fra min side:
Lækkert at se et Linux initiativ på denne side. Jeg vil ikke kommenterer så meget på artiklen, men lige lave reklame for "Ubuntu Studio" projektet, der gerne skulle give en nem indgang til musik, video og grafik på Ubuntu platformen. [url]http://ubuntustudio.org/[/url]

Linux har programmerne, men der er på nuværende tidpunkt mange besværligheder med opsætningen (indenfor musik). Jeg håber at opdateringen til Ubuntu "Feisty Fawn" og introduktionen af Ubuntu Studio gør det nemmere for menigmand at arbejde med musik i Ubuntu.

et par tilfældige links:
[url]http://www.ubuntuforums.org/[/url] - forum + wiki om Ubuntu
[url]http://ubuntustudio.org/[/url] - Ubuntu Studio
[url]http://linux-sound.org/[/url] - musikprogrammer til Linux
[url]http://www.blender.org/[/url] - Blender, 3d program
[url]http://www.eclipse.org/[/url] - Eclipse, Java/web udvikling

/Carsten

Indsat af Kjeld Flarup
Email: din@email.dk

Det hele foregår jo heller ikke på nettet. Der er faktisk en del Linug brugergrupper som holder møder og foredrag. Nogle gangle holdes der også install party, hvor man kan komme med sin PC og få erstattet Windows med noget bedre :-)

http://www.lug.dk/adict/mgroup.php#200702260SSLUG

Her er en oversigt over Linux brugergrupper i Danmark. Jeg er ikke helt sikker på at den er komplet. Jeg ved at der også er en i Aalborg, men ikke hvor aktiv den er.
http://www.lug.dk/

Indsat af Rolf Liljegren
Email: liljegren86@hotmail.com

Hej Lasse

God vejledning, nu har jeg installeret programmet, men kan ikke få grafikken til at ordne sig. mit display er sygt sløret, og hopper op og ned. har forsøgt at installere driverne igen, men det funker ikke helt. noget du ved hvad man kan gøre ved?

Indsat af Lasse Birk Olesen
Email: din@email.dk

Hej Rolf, jeg har tilføjet dig på Messenger.

Indsat af Cubano
Email: din@email.dk

Rigtig god artikel :-)

Indsat af Jakob
Email: din@email.dk

Se: Den første uge med Linux
http://www.computerworld.dk/blog/linuxblog/496?cid=1&a=cid&i=1&pos=12

uddrag (en kommentar på artikel):
"5) Det kan ikke erstatte Windows for mig, før jeg har fundet en løsning til at synkronisere min mobiletelefon samt se tv via nettet (DR og TV 2), som er tilbud, jeg benytter mig meget af."

Her understreger du det mest fundamentale problem: Lukkede standearder. Skiftede DR og TV 2 blot til åbne standearder ville det virke fint i Ubuntu i løbet af meget kort tid.

Så længe selv statsinstitutioner bruger Microsoft standearder kan _ingen_ ikke konkurrere med Microsoft. Alt snak om fri konkurrence og "Microsoft har bare et bedre produkt" er en gang vrøvl. Denne artikkel dokumenterer jo netop at lige meget, hvor godt man laver et alternativ, har det ikke en chance.

Indsat af Andreas
Email: kjaerslund@gmail.com

Har et problem når jeg vil adskille partitionerne for at bibevare Windows-filerne. Nogen, der har en løsning på problemet, har fuldt anvisningen fra trin 5, men den skriver error.

Indsat af Lasse Birk Olesen
Email: din@email.dk

Jakob, blot fordi hende fra Computerworld ikke har installeret de nødvendige codecs betyder det jo ikke, at det ikke kan gøres, vel? Hvis du installerer AUD-DVD og Multimedia Codecs med Automatix, som jeg netop beskriver i min guide her, kan du se DR.tv og Sputnik uden problemer. Undtagelsen hertil er Sputniks arkiv med gamle udsendelser, som er DRM-beskyttet, så de kan stadig kun ses på en Windows-platform.

Andreas, hvilken error er det præcist den kommer med?

Indsat af Andreas
Email: kjaerslund@gmail.com

Når jeg går ind for at redigere partitionstabellen selv og er færdig med det, skriver den - efter jeg har trykket "fremad" - "An error occured while applying the operations. The following operation could not be applied to disk: Resize /dev/sda1 from 74,53 GiB to 45,23 GiB"

Indsat af Lasse Birk Olesen
Email: din@email.dk

Andreas, det lyder mærkeligt, er det en ganske almindelig Windows-partition, du prøver at resize? Spørg evt. om hjælp hos de venlige brugere på Ubuntus forum.

Alternativt kan du vælge en anden installationsmetode, som faktisk er meget nemmere og lader dig undgå at ompartitionere din harddisk. Den er dog stadig i en slags testversion og var ret langsom om at downloade, da jeg prøvede den, men den installerer Ubuntu som én stor fil på din Windows-partition, og det gøres med et almindeligt installationsprogram inde fra Windows. I skrivende stund skal du hente prototypen.

Indsat af Andreas
Email: din@email.dk

Ja, det er en helt almindelig harddisk. Nu har jeg prøvet at defragmentere, køre en speciel kommando i Windows og sætte en automatisk resizing i gang ved installation i stedet for selv at redigere. Men intet ser ud til at hjælpe. Har endvidere også genbrændt CD"en ogtjekket Md5 summen.
Hvis jeg vælger den alternativet, er der så tale om dualboot eller åbnes Ubuntu inde i selve Windows?

Indsat af Lasse Birk Olesen
Email: din@email.dk

Den alternative installationsmetode fungerer også som dualboot. Den virker dog pt. kun hvis du har Windows XP. Skriv endelig hvordan det går.

Indsat af moc
Email: din@email.dk

Andreas,

Jeg havde samme problem med at resize disken. Defragmentering hjalp heller ikke.
Derimod hjalp det da jeg eksekverede "chkdsk /PR" fra windows command prompt.
Dette reparerede tilsyneladende bad sectors på min disk, hvorefter Ubuntu installationen kørte smertefrit.

For at køre chkdsk er du muligvis nød til at starte windows fra din "windows CD", da du ikke kan køre chkdsk på et drev der er aktivt. Det lykkedes ihvertfald ikke for mig.

held og lykke.
/moc




Indsat af Per Bjerning
Email: din@email.dk

En helt anden mulighed er, at købe en Mac og køre det herlige styresystem Mac OS X. Et styresystem der giver mening og faktisk arbejder for brugeren. Kan varmt anbefales!
Ja og så er det jo pænt tydeligt, at Microsoft har fundet inspirationen til Vista i Mac OS. Wow!

Indsat af madzzoni
Email: madzzoni@mail.dk

Meget fin artikel, rart også at høre om Linux her ;-) ... har selv brugt Ubuntu Linux siden den første 4.10 på mine PCer, det er en superfin distro, der er meget nem at anvende - har dog siden skiftet mine maskiner til Mac"s med det superbrugervenlige OS X Tiger ombord, det er vanedannende!

Har man løst til at slippe ud af MS kløerne og virusproblemerne er der jo også PC-BSD, som er en særdeles brugervenlig udgave af det superstabile FreeBSD. (Se www.pcbsd.org)
© 2001-2010 Liberator. Må frit citeres med fuld kildeangivelse