”En ting er at slæbe en billig luder med hjem fra byen. Men at opdage at hun er en billig luder, der sidder og fixer i ens fine sofa, når man vågner, er sgu lige at stramme den.” Valentine sparker til dørkammen i raseri og hamrer på tastaturet på sin mobiltelefon for at lægge på.
Han går ind i stuen. Pigen, han scorede i går, har han glemt navnet på. Måske noget med J?
Hun sidder og kokser hen over armlænet. Hun rykker lidt frem og tilbage, og hendes lyse hår hænger ned over hendes hoved. Nålen hænger stadigvæk fast i hende, og remmen sidder om armen.
”Nej, Nej, Nej. Du har ikke taget mit Hackett parachute H keeper- bælte,” Det er et tyndt bælte i lilla nylon, og med et bæltespænde i midten af et smukt læderindfang. Det passer til alle suits, hvis man gerne vil give et signal om, at man har humor nok til at bære det.
“Jeg håber ikke for dig, at der er sket noget med det, for det passer perfekt til det smalle lilla San Marino Burgundy slips. Det havde jeg faktisk på i går. Lagde du mærke til det?”
Piger svarer ikke, da hun stadig sidder i sine egne tanker og kokser.
”Nå ikke? Du lægger vel heller ikke mærke til noget. Men tak for besøget?”
Han prøver at flytte på pigen.
”Fuck af!” siger hun sløvt.
”Nej, du skal fucke af, ud af min lejlighed, og giv mig mit bælte.” Valentine løfter skøgen op. Hun vejer næsten ingenting. Han trækker hende over til døren, og smider hende ud på trappeafsatsen.
Han sætter sig på en af sine køkkenstole, i sit nye sorte køkken, med granit i gulv, loft og på paneler.
”Jeg bor fandeme et forkert sted!” råber han ud i rummet og kaster en køkkenrulle imod køleskabet.
Han går over til sit anlæg, og sætter Genesis på. Det har altid været hans yndlingsband. Han smider sig i sofaen med sin ipad.
Det banker på døren, han sukker og går ud og lukker op. Junkiepigen læner sit hoved opad dørkarmen, og ligner en, der er ved at falde.
Hun får dog alligevel råbt af ham, ”You’re a son of a bitch!” inden han smækker døren i hovedet på hende.
Han smider sig igen i sofaen. Det banker atter på, men han reagerer ikke med andet end et løft med øjenbrynet.
Han kigger på pigernes korte nederdele på Ungrejs. Han er desværre 27 år.
”Hvorfor er København kun fyldt med klamme Gonore-tæver?” råber han ud i stuen. Han tager sig til hovedet, og rejser sig op og går ud i midten af stuen.
Han går et par gange rundt i en cirkel, og smider sig igen i sofaen. Han søger efter nogle andre rejser, for han skal fandme finde et sted med nogle nye damer.
København er en lille provinsflække. Han kender alle de indfødte, og alle de engelsktalende der har boet her længe nok.
Der er udvalgte barer, han aldrig besøger af angst for at møde et af sine tidligere ofre.
Han kunne nok godt have sagt det sig selv, da han mødte hende. De så hinanden første gang på Litauens plads. Ham og en ven havde lige købt fire kugler, efter de havde været til fest inde i indre by. Hans ven ville have ham med videre i byen.
Men junkiepigen stod der, og hun var trods alt gratis.
“Jeg skal bare ud og rejse,” siger Valentine til sig selv.
Han er ved at blive bims af at være her.
Bare se noget nyt, spise noget eksotisk, kneppe noget andet.
