Mediefænomenet Kirsten Birgit Hørsholm har holdt tale fra toppen af KBH rådhus. Liberator bringer her talen. Foto af Dan Møller.
Allerførst vil sige jer en umådelig stor tak for at være mødt op her i dag for at hylde mig. Jeg har stor forståelse for dem, som har været afskåret fra at møde op her på Rådhuspladsen i dag. Mange har jo et arbejde, de skal passe. Og tak for det.
Bag mig er Københavns Rådhus, der æstetisk er modelleret efter italiensk forbillede, ligesom man skulle tro, at politikken derinde efterhånden også er det.
Hvorfor sidder jeg så her, inde i en bil eleveret af en nærværende kran, kan man spørge; svaret er: fordi Frank Jensen ikke ville lukke mig ud på den lille balkon her bag mig. Den er åbenbart forbeholdt danskere, der skal hyldes for middelmådige sportspræstationer.
Den er altså ikke åben for stjernejournalister, der igennem et helt liv har afsløret korruption og gjort mere for demokratiet, end den lille plyshårede gnalling af en overborgmester nogensinde kommer til.
På en måde skal man vel se det som en ære ikke at blive hyldet samme sted som en, der har vundet EM i badminton.
Jeg blev af en gammel bekendt, Samuel Rachlin, for nylig – nærmere betegnet onsdag formiddag – gjort opmærksom på, at hver anden dansker havde til hensigt at møde op herinde i dag for at hylde mig.
Det fik mig naturligvis til at stille ham spørgsmålet: »Hvem er hver anden?«. Jeg tænkte ved mig selv: »Gad vide, om han kan svare?«. Det kunne han ikke. Det havde han simpelthen ikke noget tal på.
Jeg tænkte på alle dem, der så ikke havde til hensigt at komme, og tænkte: »Hvorfor vil de ikke livet?«. Et helt naturligt spørgsmål – bare tanken om, at der findes nogen, der ikke vil livet …
Ja, jeg kan lige så godt sige det, som det er. »Det kan jeg ikke ha’!«.
Samuel Rachlin, han stod der bare. Uden at gøre noget som helst – altså ikke ligesom Dan Uzan, men helt apatisk og perpleks, som kun en jøde kan være det, når han bliver præsenteret for, hvad han antager er matematisk utilstrækkelighed hos et andet menneske.
»Ja, det er jo så en af os«, svarede han. »Ja tak, Samuel, det er jeg sgu da godt klar over«, var mit prompte retort: »Jeg er trods alt stadig i stand at præstere basal brøkregning i hovedet«.
Helt håndgribeligt er svaret jo 50 procent. Men hvem er hver anden egentlig på et dybere ontologisk niveau? Det satte mine tanker i gang, og jeg gik straks hjem, skænkede mig en trefingers, satte Weber på anlægget og gik i tænkeboks.
Hvem er hver anden? Ja, gad vide, om jeg kan svare? Det kan jeg heldigvis godt.
Hver anden er folket. Danmark er et hver anden-land. Hver anden er per definition uenig med hver anden. Hver anden er statistik. Hver anden er apati. Hver anden er opium-statistik for folket. Hver anden er handlingslammet. Hver anden er en status quo-konstruktion skabt for at forhindre fremskridt.
Hver anden er lige nøjagtig så meget værd, at det ikke er det værd. Det er hver andens værd – ingenting.Lige indtil hver anden bliver enige om nok og samles. Så bliver hver anden magtfuld. Så får hver anden vægt nok til at vælte læsset …
Tror I mig ikke? Så kig rundt iblandt jer. I er hver anden. Jeg er hver anden, og vi har fået nok.
Hver anden dansker har politikerlede. Ja, gu fanden har vi så!
Hver anden dansker har politikerlede, fordi vi er vidne til, at vores repræsentanter i dette såkaldte danske demokrati sælger statsejede virksomheder til spotpris til deres amerikanske venner i det private erhvervsliv med personlig vinding for øje, i en krumsprings-manipulationsmanøvre, der kun er en landevej fra at være et landevejsrøveri.
Hver anden dansker protesterede, men hver anden dansker fik at vide, at han kunne stikke sin protest skråt op. Og her står hver anden dansker så bagefter og får at vide, at vi bare skal være glade for, at virksomheden, der nu er på børsen, er blevet så mange penge værd. Hver anden dansker skal bare være tilfreds.
Hver anden er lige nøjagtig så meget værd, at det ikke er det værd
Hver anden dansker har politikerlede, fordi han bliver behandlet, som om han sidder ved børnebordet til en voksenfest.
Hver anden dansker har politikerlede, fordi hver anden dansker har en statsminister, der nægter at stille op til et samråd, når han er blevet taget i at vildlede befolkningen i, hvor meget gift han har tænkt sig at hælde i vores drikkevand.
Hver anden dansker har politikerlede, fordi vælgerleden er så accepteret og allestedsnærværende, at Pernille Skipper kan slippe af sted med at kalde det en juleleg, når hun af Clement bliver bedt om at forklare sin neokommunistiske politik over for de mennesker, hun påstår at repræsenterer.
Hver anden dansker har politikerlede, fordi vores folkevalgte på den ene side forklarer os, at der ikke er råd til, at vi kan gå på pension, mens de samtidig hæver deres egen pension til 384.000 kroner om året, fra de fylder 60, og i øvrigt kan de køre på røven med det offentlige, fra den dag de bliver valgt og livet ud.
Mens vi andre skal stå og bakse med et rejsekort. Hvad var der i øvrigt i vejen med klippekortet? Ja, det havde den fejl, at det ikke kunne overvåge os i hoved og røv.
Her er i øvrigt, hvad Frank Jensen tjener:
929.389 kroner som borgmester, 216.000 kroner i årlig ministerpension. 40.408 kroner som medlem af økonomiudvalget, 101.000 kroner som formand for Udbetaling Danmark, 185.893 kroner som formand i Team Danmark, 150.000 kroner som bestyrelsesmedlem i Rockwool Fonden, 62.717 kroner som bestyrelsesmedlem i Kommunernes Landsforening. Altså 1.684.125 kroner.
Frank Jensen. Mine damer og herrer. En mand, der er imod prostitution, formodentlig fordi han gerne vil slikke sine kvindelige medarbejdere på kinden gratis.
Hver anden dansker har politikerlede, fordi politiker var langt den mest repræsenterede jobtitel i Panama Papers!
Så ja, hver anden dansker har politikerlede!
Hver anden dansker har skattepine, fordi vi lever i et skattetyranni med verdens højeste skattetryk. Et skattetyranni, hvor vi bliver behandlet, som om vi er skatteunddragere og kriminelle, indtil det modsatte er bevist. Et skattetyranni, der vender os på hovedet for at ryste de sidste mønter ud af lommen på os ved hjælp af bilafgift, elafgift, vandafgift, indkomstskat, moms, ejendomsskat, grundskyld, CO2-afgift, tobaksafgift, spiritusafgift.
Vi har gudhjælpemig afgift på nødder, sådan så vi ikke får den idé at lave vores egen marcipan. Der er sågar skat på luften i en softice. Hvis I ikke tror mig, så slå det op. Den danske stat tjener 300 millioner om året på beskatning af luften i en softice, fordi beskatning bliver beregnet ud fra volumen, efter at softicen er pisket.
Og hvad gør dette skattevæsen så, når vores lommer er tømt? De overdrager nøglerne til skattekisten, til enhver kinesisk svindler med en blanket og et gummistempel, og hvis pengene ikke forsvinder ned i lommen på en udenlandsk svindler, skal teknik- og miljøborgmester Morten Kabell nok sørge for at bruge dem på en interaktiv bænk til 1 million kroner.
Det lyder måske dyrt, men så virker den med garanti heller ikke. Man siger, at det eneste, der her i livet er sikkert, er døden og skatter, men selv i døden stopper det ikke, for skattefar skal nok komme til gravøllet. Alle de penge, du en gang har betalt skat af, skal der nu betales arveafgift af en gang til, inden dine børn eller Kattens Værn kan få dem.
Hver anden dansker har skattepine, fordi effekten af alt det ovenstående er, at den eneste økonomiske position, de fleste dødelige kan håbe at opnå, er evnen til at finde plads i budgettet til at skifte en vaskemaskine ud hvert syvende år.
Hver anden dansker har skattepine, for på trods af alle disse skatter skal man alligevel erhverve sig en privat sygeforsikring, i tilfælde af at man skulle være så uheldig at få en livstruende sygdom og have lyst til at se en specialist inden for et halvt år – og ikke bare få meldingen: ’Gå hjem, og tag to Panodiler, indtil du dør og ikke længere er en byrde for sundhedsvæsnet’.
Hver anden dansker har skattepine, fordi de ansvarlige for de sidste par års eklatante skatteskandaler, negativ moms, udbytteskat, implementeringen af EFI, fejlagtige ejendomsskattevurderinger – bare for at nævne et par – stadig sidder på deres vellønnede poster, mens alle andre almindelige mennesker var blevet fyret for længst, hvis de havde repræsenteret en så overvældende inkompetence.
Hvad skal det så til for, denne konstante beskatning, hvis det ikke er for pengenes skyld? De er jo åbenbart ikke vigtigere, end at man sætter en flok abekatte i jakkesæt til at passe på dem. Det skal jeg sige dig, hver anden, det er for, at du aldrig kan akkumulere penge nok til at gå på pension.
Hver anden dansker har politikerlede, fordi han bliver behandlet, som om han sidder ved børnebordet til en voksenfest
For så træder du ud af hamsterhjulet og får dermed tid til at sætte to tanker sammen. Og så bliver du farlig, for så er du ikke længere en forbruger, hvis eneste fiks er at købe noget elektronisk ragelse, som du kan fylde dit liv med. Noget ragelse, der i øvrigt overvåger dig i alt, hvad du foretager dig.
Nu har hver anden snart fået nok. Hver anden har fået nok af, at politiets ressourcer bliver brugt på at beskytte sarte kineseres følelser på bekostning af befolkningens ytringsfrihed, som vi så det i Tibet-sagen.
Hver anden har fået nok af at vente på politiet, efter at de har haft indbrud i deres hjem, samtidig med at politiets ressourcer bliver brugt på at finde en mand, der har pandet en forhenværende justitsminister en på lampen under visning af en fodboldkamp på Islands Brygge.
En forhenværende justitsminister vel at mærke, der har gennemført en af de mest beskæmmende love og forbrydelser mod det åbne samfund i moderne tid, nemlig mørklægningsloven. Denne hver anden mener, det er billigt sluppet.
Hver anden har snart fået nok af kun at blive spurgt, når det ikke kan undgås. Hver anden har fået nok af folkeafstemninger som den, vi så i Storbritannien i går. Ja, de stemte nej til EU, men tror hver anden virkelig, at de får lov til at slippe? Næ, ikke med så snævert et flertal.
Denne hver anden spår et par års medlemskab af EF, og så kommer der nok endnu en afstemning, indtil de britiske borgere stemmer det rigtige.
Hver anden har fået nok af, at fælden kun klapper, når resultatet er det, politikerne vil have, som vi gang på gang har set det herhjemme. Som vores udenrigsminister, Kristian Jensen, sagde for to dage siden til Danmarks EU-avis, Politiken: »Jeg synes ikke, der er behov for en folkeafstemning.
Jeg ønsker, at Danmark fortsat skal være en del af EU, så det er der ikke nogen grund til. Jeg spørger jo heller ikke min kone hver morgen, om hun vil skilles, når jeg ikke har nogen planer om at blive skilt. Derfor deler jeg heller ikke ønsket om en afstemning«.
Hvis det ikke opsummerer hele problematikken, så ved jeg ikke hvad. Jeg tror ikke, at Kristian Jensen spørger sin kone, fordi han er bange for, at hun svarer: »Jeg troede fandeme aldrig, du ville spørge, dit skvat. Ja, ja og fandeme ja! Hvor skal jeg skrive under?«.
Hver anden har fået nok af, at det frie samfund stille og roligt bliver demonteret under påskud af, at det frie samfund beskyttes. Hver anden har fået nok af en politisk klasse, der indskrænker ytringsfriheden ved at ulovliggøre noget så vagt som hadprædikener for at beskytte vores samfund. Hvad er vores samfund uden absolut ytringsfrihed?
Hvad er ens principper værd, hvis de skal behæftes med en asterisk (fodnote, red.)? Jeg mener, at det er den samvittighedsfulde borgers pligt øjeblikkeligt i den civile ulydigheds navn at prædike had! Jeg skal gerne være den første.
Tag til Syrien og kæmp, du imbecile manipulerbare terroristspore. Far i krig for Islamisk Stat, du bovlamme knallertkørende internetradikaliserede synopshafiz!! Sæt din kasket helt op på hovedet, gå ud af internetcafeen, og skrid ad helvede til! Og kom ikke tilbage, før du har sprængt dig selv i luften, for hver anden har ikke snart fået nok. Hver anden har fået nok.
Hver anden er ved at brække sig over at være formyndet af en stat, så snart vores befrugtning er en realitet. Hver anden gylper snart sit eget opkast op i munden, hvis han en gang til skal være vidne til yderligere overvågning på baggrund af en terrorhandling.
Hver anden orker ikke længere være klient, være bruger, være kunde i det offentlige. Hver anden vil gerne snart have lov til at leve sit eget forbandede liv i fred og ro uden indblanding fra instanser og institutioner.
Hver anden vil gerne have lov til at tænde et bål i sin have uden at skulle søge om tilladelse hos kommunen. Hver anden vil gerne have sine feriepenge udbetalt uden at skulle bede om lov. Hver anden er klar til at blive opfattet som et individ og ikke en masse. Nu!
Vi er hver anden, og vi har fået nok! Og nu gør vi sammen det, Dirch ikke kunne. Vi siger nej!